Bovlund på nye hænder

Med virkning fra den 5. oktober har Dennis Gundelund, Rasmus Miller og Morten Thorup overtaget Bovlund ApS, der tidligere var kendt under navnet Plovfabrikken Bovlund A/S.

Den tidligere ejerkreds af Bovlund ApS har med direktør Hans Friis Hansen i spidsen valgt at sælge virksomheden pr. 5. oktober med henblik på at sikre en fortsat positiv udvikling i forhold til kunder og produkter.

Hans Friis Hansen siger:

- Siden vi kom til Bovlund ApS i 2014 har det på mange måder været en spændende rejse. Vi er nået langt og har skabt en sund virksomhed med et fornuftigt kundeunderlag. Samtidig må vi også forholde os til et øget behov for øget kundefokus og produktudvikling, og set i det lys har beslutningen om at lade yngre og kompetente kræfter komme til været den helt rigtige.

Involverer sig

De nye ejere Dennis Gundelund, Rasmus Miller og Morten Thorup vil personligt indgå i ledelsen og den daglige drift af Bovlund ApS.

- Vi har alle tre altid haft et ønske om at drive selvstændig virksomhed, og dette er nu blevet muligt med overtagelsen af Bovlund ApS, hvor vi i fællesskab sigter efter at løfte virksomheden til det næste niveau, siger de i en fælles pressemeddelelse.

Bovlund var tidligere kendt under navnet Plovfabrikken Bovlund A/S, der startede som almindelig smedje i 1883. Op gennem 1920erne og 1930erne kom plovproduktionen i centrum, og senere kom grubbere og undergrundsløsnere til. I 19900’erne begyndte virksomheden at producere trækbomme samt udstyr til skovbrug og juletræsindustrien.

I dag udgør fremstillingen af standard- og kundetilpassede trækbomme samt diverse sliddele til jordbrugsindustrien hovedparten af virksomhedens aktiviteter.

Læs også