Bæredygtig entreprenørvirksomhed

Kravet om bæredygtighed er kommet for at blive. - Der er ikke noget forretningskoncept om ti år, hvis ikke vi går ind i det. Det er et spørgsmål om at være på forkant, lyder det fra Myllerup Entreprenør.

Hos Myllerup Entreprenør A/S tager de bæredygtighed alvorligt.

- Jeg er sgu begyndt at skylle mit plastik yoghurtbæger om morgenen, inden jeg lægger det til genbrugsaffald, smiler den ene af ejere bag, direktør Ole West Hansen.

Han påpeger, at de ser muligheden for at inddrage mest mulig bæredygtighed i deres arbejde som en spændende udfordring og fastslår, at det helt sikkert også fremover vil blive et større og større krav fra deres kunder.

- Det er der ingen tvivl om. Det bliver en nødvendighed.

- Der er ikke noget forretningskoncept om ti år, hvis ikke vi går ind i det. Det er et spørgsmål om at være på forkant. Al forretning handler om, at du skal kunne levere det, der efterspørges.

- Og bæredygtighed efterspørges mere og mere, understreger Ole West Hansen.

Grøn forretningsplan

Entreprenørvirksomheden har af samme grund lavet en grøn forretningsplan, hvor de arbejder med FN’s Verdensmål.

- Vi kom i gang med arbejdet, fordi Udvikling Assens gjorde os opmærksom på muligheden. Det tog mig ikke 10 minutter at svare retur. Sådan noget skal vi bare med til, siger Ole West Hansen og uddyber, at de er tre virksomheder i Assens kommune, der hver har fået 100.000 kroner til brug på konsulentbistand og kurser inden for området.

- Vi er godt i gang med at være på kurser, og alle ansatte skal på sigt inddrages i arbejdet, så vi bliver dygtigere i hvilke værktøjer, der kan bruges til at fremme bæredygtigheden, og så har vi fået konsulenthjælp af DGE Miljø- og Ingeniørfirma til at udvikle vores grønne forretningsmodel.

FN’s Verdensmål

- Faktisk blev jeg lidt overrasket over, alle de steder vi i forvejen er inde over FN’s Verdensmål. Det er ikke noget, vi har tænkt over i det daglige, lyder det fra direktøren.

Han fremhæver virksomhedens beslutning om at installere jordvarme samt ikke at købe nye maskiner, men alene købe brugt, hvis der er behov for at opgradere.

- I første omgang skyldes det en overbevisning om, at vi inden længe vil have mulighed for at købe maskiner, der kører på brint. Der vil vi gerne være med helt fra start, og det er vi ikke, hvis vi har investeret i helt nye maskiner, der kører på sort energi.

- Vi har også i hele vores renovering af kontoret og maskinhaller haft fokus på at genbruge. Vi bor her i en gammel svinestald, og hvor mit kontor er, var der før halmloft. Der er ikke bygget nyt overhovedet – blot renoveret og brugt de byggematerialer, der allerede var, hvor det kunne lade sig gøre. Den tanke skal vi mere og mere ind over.

Går ind for genbrug

- Vi skal genbruge byggematerialer i stedet for at fabrikere nye – og her kræver det, at vi både tænker os om, og får lavet lovgivningen, så det kan lade sig gøre, påpeger Ole West Hansen.

Han fremhæver, at der i dag er krav til test af materialernes levetid, som ikke kan overholdes, hvis der skal benyttes genbrugsmaterialer.

- Regler forhindrer helt klart anvendelsen. Det bliver politikerne nødt til at finde ud af, hvad de vil gøre ved, fastslår Ole West Hansen og fortæller, at en gammel mursten ifølge tabellerne CO2 belaster med 2,7 kg mens en ny belaster med hele 220 kg.

- Så det er nok en god ide, hvis nogen sætter sig ned og tænker sig lidt mere om.

- Den store opgave er at arbejde bæredygtigt uden, at det bliver væsentligt dyrere. Det er stort set umuligt i dag, men vi forsøger alligevel.

 

Lokal grusgrav

Myllerup Entreprenør har gennem længere tid arbejdet på at få lov til at åbne en grusgrav i lokalområdet.

- Det har vi netop med henblik på at arbejde mere bæredygtigt, forklarer Ole West Hansen.

- I vores arbejde skal vi mange gange bruge materiale fra grusgrav, og der er ingen lige i nærheden. Vi skal køre langt i dag, og det er ikke bæredygtigt i forhold til CO2 beregningerne.

- Vi vil gerne åbne en grusgrav, hvor vi selv kan hente materiale, men hvor også lokale kan blive serviceret og hente et lille læs. Modsat de fleste andre påtænkte grusgrave, vil vi gerne åbne en grusgrav, der er her i mange år og hvor antallet af lastbiler, der kører dertil og fra i døgnet, holdes meget lavt. Vi regner med 3,5 lastbiler i døgnet, fortæller Ole West Hansen.

Valgt på grund af bæredygtighed

Senest har Myllerup været i Glostrup for at deltage i byggeriet af en Coop365 butik. Her vandt Coop retten til grunden alene fordi, de havde stort fokus på at bygge bæredygtigt.

- Og vi blev valgt til entreprenørarbejdet, fordi vi kan bygge bæredygtigt og efter DGNB-reglerne (DGNB er en bæredygtig certificering af bygninger. Ordningen vægter miljø, økonomi og sociale forhold ligeværdigt, red.).

- Det gør, at vi har stort fokus på valg og genbrug af materialer, minimering af transport, CO2 udledning og giftige dampe i forhold til eksempelvis fuger.

- Vi skal tænke i at genbruge den jord, der før i tiden blot ville være blevet skrællet af og smidt væk. Vi skal i korte træk til at tænke alt anderledes, smiler Ole West Hansen med en vis tilfredshed og understreger, at det bliver en spændende opgave.

 

 

Myllerup Entreprenør A/S

  • Tre ejere: Ib Hansen, Ole West Hansen, Simon West Hansen
  • Begyndte i 1989 som et I/S med Ib Hansen og Ole West Hansen som ejere
  • I 2018 kom Simon West Hansen med i ejerkredsen og I/S’et blev ændret til et A/S
  • Cirka 30 ansatte – heraf 7 på kontoret
  • Professionel bestyrelse med to eksterne medlemmer
  • Stort fokus på at have gode og trofaste samarbejdspartnere

Læs også