Fremtidens landbrug er lige om hjørnet

Få styr på konkrete regler, økonomiske forudsigelser og fremtidens teknologier, når Velas i Vissenbjerg inviterer til stort arrangement med både faglige indlæg, provokerende spørgsmål og mulighed for netværk den 9. september.

Hvad tror vi, fremtiden vil bringe for de danske landmænd? Skal det hele være robotstyret? Skal vi lave kød i laboratoriet? Holder dine strategier og investeringsplaner i fremtiden, eller bliver du kørt over af de nye tendenser? 

Det er blot nogle af de - måske mere provokerende - spørgsmål Velas i Vissenbjerg stiller, når de den 9. september fra klokken 12.00 til 17.00 inviterer til en eftermiddag i fremtidens tegn.

Faglig viden med hjem

- Vi er her for at gøre vores kunder dygtigere. Så selvfølgelig er det et af formålene med dagen – at man som landmand kan komme og få noget viden med hjem, som man kan bruge til noget.

- Men vi vil også gerne udfordre lidt med blandt andet indlægget af finansmand og iværksætter Lars Tvede, der giver sit bud på fremtidens teknologier indenfor fødevareproduktionen. Det kan han godt gøre på en lidt provokerende måde, smiler planteavlskonsulent Lenette Broksø Iversen, der sammen med virksomhedsrådgiverne Per Kent Nielsen og Morten Holm Rasmussen er arrangør af dagen.

Rammer bredt

- Målet har været at ramme bredt. Så vi har også stor fokus på, at det socialt skal være en hyggelig eftermiddag. Derfor får vi sat et stort telt op på plænen, hvor der dagen igennem vil være bespisning, ligesom Erling Bonnesen vil byde velkommen i teltet, siger Per Kent Nielsen og understreger, at de faglige indlæg vil blive holdt i mødelokalerne på første sal.

- Vi vil rigtigt gerne have den uformelle stemning i teltet, som man oplever ved et åbent hus, og så samtidig tilbyde aktuelle faglige emner i mødelokalet. Målet har som sagt været at ramme bredt. Det gør vi på den her måde.

Udfordringer både på kort og langt sigt

Både Per Kent Nielsen og Lenette Broksø Iversen glæder sig til dagen og til at møde både nuværende og måske nye kunder.

- Arrangementet er for alle, der har lyst til at kigge forbi og se vores hus, få en snak med os konsulenter på tværs af hele huset, og forhåbentlig få et indblik i, hvad vi ser som kommende udfordringer for dansk landbrug både på kort og langt sigt, siger Lenette Broksø Iversen.

Arrangementet er gratis, men af hensyn til forplejning, vil Velas i Vissenbjerg meget gerne, at man tilmelder sig på forhånd.

Læs også