Brørup Marked sættes til salg

Ejerforeningerne bag Husdyrauktionen og Brørup Marked har, på længere sigt, ingen interesse i at drive kræmmermarked i Brørup.

Husdyrauktionen i Brørup stoppede ved udgangen af 2022. Arkivfoto

Auktionsudvalget, som fungerer som bestyrelse bag Husdyrauktionen og Brørup Marked, har på det grundlag fundet det rigtigt at indstille til ejerforeningerne om godkendelse til at sætte alle aktiverne i markedsområdet til salg.

Aktiverne vil således blive sat til salg samlet.

Med et fornuftigt indtjeningsgrundlag ved udleje af stadepladser håber auktionsudvalget, at en køber, der ønsker at drive markedet videre, byder sig til.

Husdyrauktionen i Brørup råder over et samlet areal på 53.000 kvadratmeter fordelt på selve markedspladsen, fire separate parkeringsområder samt en bygningsparcel der indeholder de tidligere auktionshaller på ca. 2.400 kvadratmeter. En del af disse bygninger er indrettet med indendørs stadepladser og toiletfaciliteter.

- Tidligere var Markedsrestaurationen og auktionen over kreaturer et samlingssted for egnens landmænd. Men efter at disse to aktiviteter lukkede ved udgangen af 2022, har Auktionsudvalget konkluderet, at landbruget ikke længere har interesse i at fortsætte driften af kræmmermarkedet, oplyser formanden for Auktionsudvalget Jørgen Bruun

Med et forventet samlet salg af aktiverne, forventes ingen ændringer for stadeholdere og gæster på Brørup Marked.

Læs også