Fra årsskiftet er Ølgod Maskinforretning blevet BvL-forhandler og skal i tæt samarbejde med den tyske producents nordiske salgsansvarlige, Flemming Hyldgaard, varetage salgs- og servicearbejdet med fokus på et område, der afgrænses fra Grindsted og Billund i øst til Varde i syd og Nr. Nebel i nord.
Der har tidligere været en forhandler i området, så der findes allerede mange BvL-vogne på de kanter. Det bliver nu Ølgod Maskinforretnings opgave at servicere de eksisterende kunder og sørge for, at der kommer endnu flere vogne ud at køre.
- Vi forventer os meget af den nye forhandling.
- Dels er det et rigtig godt produkt med nogle unikke produktfordele. Dels arbejder vi til dagligt i et område med mange kvægproducenter, så vi må bare se at komme i gang med at besøge dem og fortælle om BvL, hvis de da ikke allerede kender dem i forvejen. Og vigtigst af alt selvfølgelig servicere de mange eksisterende BvL-kunder, fortæller Steen Olesen fra Ølgod Maskinforretning.
Økologisk landbrug del af midtjysk ambassadørkorps
Ti ambassadører, blandt andre det økologiske landbrug Axel Månsson ved Brande, den anerkendte Stauning Whisky og Michelinrestauranten Restaurant Domestic skal være med til at udvikle og promovere gastronomien i Region Midtjylland.
I 2020 lancerer Europæisk Gastronomiregion – Region Midtjylland et nyt ambassadørkorps. Ambassadørerne repræsenterer noget af den ypperste gastronomi, der findes i regionen med et niveau, der er i verdensklasse, lyder det i en pressemeddelelse.
Hos Axel Månsson ser man ambassadørkorpset som en mulighed for at sprede kendskabet til gastronomien i Region Midtjylland
- Her hos Månsson er vi interesseret i at være ambassadør, fordi en del af vores strategi er at give danskerne kendskab til lokalt dansk, økologisk, og bæredygtig produktion af grønsager og æg, og adgang til dem, når de er i sæson, og samtidig give inspiration til, hvorledes grønsager kan få en større plads på de danske køkkenborde, siger Dorit Andersen fra Axel Månsson.