Året er 1934. På den amerikanske højslette har det været tørt i månedsvis. Det er ikke en tørke, som vi kender den fra Danmark, hvor regnen bliver væk i nogle uger. Vi er i et område, hvor man ikke kan forvente meget mere end 250 millimeter nedbør om året.
Mekaniseringen har gjort det muligt at opdyrke jorden på The High Plains, som findes, hvor staterne Oklahoma, Kansas, Texas, New Mexico og Colorado mødes. Ploven baner vejen for nye afgrøder. Men den fjerner også alle andre planterester fra jordens overflade. Græstæppet, der tidligere dækkede sletten, er væk, og tørken betyder, at de nye afgrøder aldrig kommer frem af det knastørre pulver, jorden er blevet til.
Blæsten er ikke en sjælden gæst på højsletten. Men den bare og tørre jord gør de ugelange storme i 1930’erne til et mareridt for de familier, der bor og driver landbrug i området. Mellem 1930 og 1940 flygter mere end 3,5 millioner mennesker fra dage, der inde i støvskyens mørke minder mere om nat. De fleste søger vestpå mod Californien. Udsultede og ludfattige. De menneskelige og økonomiske konsekvenser af The Dust Bowl er enorme.
Stormene blæser støv så langt væk som til Chicago, New York City og Boston. I vinteren 1934-1935 er sneen, der falder i New England mere end 2.500 kilometer væk fra højsletten, farvet rød af støvet.
Forholdene er langt fra dem, vi kender på dyrkningssikker jord i tempereret klima, hvor der falder tre gange så meget nedbør som på den amerikanske højslette. Men The Dust Bowl satte gang i en bevidsthed om konsekvenserne af intensiv jordbearbejdning. Den satte gang i nye metoder. I en bevægelse.
Her næsten 100 år senere er den bevægelse for alvor nået til Nordeuropa sammen med klimaforandringer, som betyder, at vi om sommeren får flere tilfælde af kraftig regn og længere perioder med tørke.
Reduceret jordbearbejdning. Pløjefri dyrkning. No-till. Conservation agriculture. Regenerativt landbrug. Begreberne er mange og i nogle tilfælde elastiske.
For pløjefri dyrkning er ikke nødvendigvis reduceret jordbearbejdning. Harvning kan være lige så intensivt som pløjning. No-till betyder ”ingen jordbearbejdning” og sætter dermed klare grænser. Men det er ikke det samme som conservation agriculture, som blandt andre Food and Agriculture Organization of the United Nations (FAO) har defineret klart.
Conservation agriculture hviler på tre hovedprincipper, nemlig minimal mekanisk jordbearbejdning, plantedække året rundt, samt et sundt sædskifte, hvor man eksempelvis aldrig dyrker samme afgrøde flere år i træk.
Mange går mod conservation agriculture for at spare tid og penge. Andre fordi de trods plov og rotorharve har for svært ved at lave et ordentligt såbed i deres stive lerjord. Andre igen fordi de hyppigere tørkeperioder i foråret tvinger dem til at forsøge at bevare fugten i jorden.
Københavns Universitet og Agrovi har efter tre års forskning kortlagt fem gode grunde til at overveje conservation agriculture.
Uanset årsagen viser tal fra Danmarks Statistik, at der er fremgang for det pløjefrie areal. I 2020 var der mere end 5.000 danske landmænd, der dyrkede næsten 500.000 hektar pløjefrit. En væsentlig fremgang fra 284.521 hektar i 2016. Og da Foreningen for Reduceret Jordbedarbejdning i Danmark (FRDK) sammen med Seges Innovation tidligt i 2022 søgte deltagere til nye erfagrupper, var interessen overvældende.
Dyrkningsmetoderne får også opmærksomhed fra andre end landmænd. Danmarks Naturfredningsforening så gerne, at conservation agriculture var blevet en del af de såkaldte eco-schemes i den nye CAP-reform. Selv modstanden mod glyphosat kan forstumme, når det bliver nævnt i sammenhæng med conservation agriculture.
Og nu er spørgsmålet så, om conservation agriculture er ved at blive overhalet indenom af begrebet regenerativt landbrug.
Det regenerative landbrug går skridtet videre. Det er ikke nok at konservere, altså bevare jorden – den skal genopbygges eller regenereres.
Her er der endnu større fokus på efter- og mellemafgrøder, som med kvælstoffikserende egenskaber reducerer behovet for handelsgødning. Det samme skal de såkaldte »companion crops«, der også skal medvirke til at reducere pesticidforbruget.
Og så er drøvtyggere en vigtig nøgle til at omsætte planterester i marken. Det handler om at tilføre organisk materiale til jorden i form af afgrøderester, husdyrgødning og kompost. Om at opbygge mere, end man fjerner.
Fødevaregiganter som Nestlé og Arla interesserer sig for begrebet, og en sammenslutning af europæiske forskningsinstitutioner peger entydigt på regenerativt landbrug som vejen frem for europæiske landmænd.
Én af forskerne i sammenslutningen, Orsolya Valkó fra Hungary’s Institute of Ecology and Botany, er helt klar i mælet:
- Hvis vi skal bevare biodiversiteten, øge fødevareproduktionen og bekæmpe klimaforandringerne, er der intet alternativ til regenerativt landbrug, siger hun.
