Frustreret landmand: - Der foregår en grundvands-skrækkampagne
Ib Poulsen i Lunderød nær Tølløse er en af de mange landmænd, som er blevet ramt af det vedtagne forbud om, at der ikke fremover må sprøjtes i nærheden af de boringsnære beskyttelsesområder. De såkaldte BNBO-arealer.

Ole Olsen og Ib Poulsen er trætte af det nyeste forbud mod at sprøjte på BNBO-arealer.
Ib Poulsens nabo og gode netværkspartner Ole Olsen er i den forbindelse godt og grundigt træt af, at der reguleres så kraftigt med hensyn til brugen af pesticider.
- Jeg tror, at det er følelser man har blæst op, at nu løser man et stort problem ved at lave de her BNBO-zoner, men det løser ikke noget problem, siger Ole Olsen.
- Der er jo ikke mere kemikalienedsivning, hvis der i det hele taget er nogen omkring en boring, end der er alle mulige andre steder. Rigtig meget grundvand bliver dannet i ådale, hvor der ikke er nogen BNBO-restriktioner. Så hvorfor lave dem heroppe på en bakketop, hvor der er stiv lerjord og meget ringe chancer for, at der er nedsivning af kemikaler, hvis der i det hele taget er nogen nogen steder, lyder det fra landmanden.
Sprøjteforbuddet vil betyde, at Ib Poulsen ikke længere må benytte sprøjtemidler på rundt regnet 2.000 kvadratmeter af hans arealer. Et tal som Ole Olsen har en formodning om vil stige på grund af folkestemningen.
- Hvis det her ligesom ikke bliver manet til jorden, så er jeg ret sikker på, at så vil de der BNBO-cirkler vokse med årene. De vil blive større og større, og hver gang, man skal lave et eller andet politisk hurlumhej, så skal de lige øges engang, så skal de værre større, for nu skal vi sikre Danmarks grundvand, siger Ole Olsen.
Ole Olsen mener, der kører skrækkampagner i forhold til landbruget, og det tror han, der er flere grunde til.
- Blandt andet er landbruget en lille minoritet, når man kigger på vælgere, og så spiser vi jo allesammen mad. Så hvis man ligesom kan komme med nogle skrækkampagner, at "uha, nu går det ud over vores fødevarer," det er jo noget alle reagerer på. Men det er at skyde gråspurve med kanoner at lave sådan noget her. For vi har i forvejen et miljøministerium, som kontrollerer, det vi laver, siger han.
Der er ikke noget galt med at være opmærksom på kemikalieforbruget i Danmark mener Ole OIsen. Men der bør være en rimelighed i opmærksomheden set i forhold til landbruget.
- Det er kun omkring én procent af Danmarks samlede kemikalieforbrug, som landbruget forbruger. Og rigtig mange procent bliver brugt hjemme i hr. og fru Danmarks husholdning, siger Ole Olsen.