Landbruget sendes i køkkenet og kokkene i marken
I uge 39 bytter kokkeelever arbejdsplads med agrarøkonomer, landbrugselever og produktionsledere fra landbrugsuddannelserne.

Landmændene sendes bag komfuret for at få indsigt i, hvordan der arbejdes i et professionelt, økologisk køkken, mens kokkeleverne sætter sig bag rattet i traktoren og oplever, hvor de økologiske råvarer kommer fra.
I projekt Fra »Greb til Gaffel« får kokke- og landbrugselever mulighed for en uge i praktik i hinandens erhverv.
Det vil sige, at landmændene sendes bag komfuret for at få indsigt i, hvordan der arbejdes i et professionelt, økologisk køkken, mens kokkeleverne sætter sig bag rattet i traktoren og oplever, hvor de økologiske råvarer kommer fra.
Projektet, der er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug, er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, de mange forskellige erhvervsskole, primært fra Dalum Landbrugsskole, Asmildkloster Landbrugsskole og Hotel- og Restaurantskolen. Derudover er der cirka 60 praktikværter fra både økologiske køkkener og økologiske landbrug.
Bliver klædt på
Projektet vil sikre, at fremtidens landmænd og kokke bliver klædt godt og grundigt på til at håndtere morgendagens fødevarerelaterede udfordringer.
- Fra Greb til Gaffel kører nu på fjerde år og bygger derfor videre på de broer, der løbende er skabt. Mødet mellem fremtidens fagfolk øger forståelsen mellem kokke- og landbrugselever. Det går simpelthen op for deltagerne, hvor professionelt og engagerede deres kollegaer i fødevareklyngen arbejder, og det skaber ny viden og ikke mindst respekt, siger seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Anders Nicolajsen, der også er projektleder på projektet.
Alle de landbrug der deltager bliver drevet økologisk, ligesom alle køkkenerne har et økologisk spisemærke.
Skal skabe forbindelse
Underviser i forretningsudvikling på Dalum Landbrugsskole, Birthe Egdal, er ikke i tvivl om, at der venter de studerende en helt unik og faglig stærk oplevelse:
- Dalum Landbrugsskole er endnu engang med i projektet, og det er der en god grund til. Morgendagens landmænd skal med ud på den anden side af stalddøren. Det bliver de nødt til, for fremtidens forbrugere stiller højere og højere krav til fødevarerne. De landmænd, der er med i projektet, får en unik mulighed for at få fingeren på pulsen og spotte fremtidens tendenser samtidigt med, at de bliver bedre rustet til at forstå, hvad der sker inden for fødevareerhvervet i de her år, siger hun.