Jubilæumsdyrskue i Horsens

Årets dyrskue i Horsens kommer til at bære præg af, at det er et jubilæumsskue. Der vil være jubilæumsaktiviteter. både når det gælder dyrskuet, datidens landbrug og livet på landet i gamle dage.
Forberedelserne til Horsens Dyrskue & Madmarked den 13. og 14. juni er godt i gang, og der er nu åbent for tilmelding til standudstillingen, som der sættes ekstra tryk på i forbindelse med, at det er dyrskue nummer 150 i rækken.
Standudstillere kan tilmelde sig frem til 1. april og man kan læse mere om, hvordan man tilmelder sig på dyrskuets hjemmeside.
Lige som sidste år bliver der tale om et aktivt og involverende dyrskue, hvor man ikke blot kommer for at se, men hvor man også kan blive aktiveret.
Det lægges der stor vægt på flere steder på pladsen bl.a. i børneområdet, hvor børnene kan prøve en masse spændende ting med udgangspunkt i landbrug og fødevarer – og opleve forbindelsen fra jord til bord.
Dyrskuegæsterne kan i det store gårdbutiktelt få spændende oplevelser med udgangspunkt i fødevarer, og de kan smage produkterne og få en snak med udstillerne, hvoraf mange selv har produceret dét, de kommer med.
Og selvfølgelig vil dyrene fortsat være et stort trækplaster på pladsen, hvor der bliver mulighed for at se på køer, heste, får, geder, høns og kaniner.
Foreningen Land & By ØSTjylland har netop holdt generalforsamling, og her var der opbakning til at køre videre med de nye initiativer fra sidste år, nemlig det store madmarked og det populære børneområde med leg og læring.
- Selv om der er mange gode og vigtige traditioner ved et dyrskue, som vi skal værne om, så ved vi alle sammen godt, at dyrskuet også kræver fornyelse, hvis det skal bestå fremover. Den snak havde vi forud for sidste års dyrskue, hvor vi besluttede at få nogle nye elementer ind i vores arrangement, siger Peter Mortensen.