Fokus på omdømme og rammebetingelser

Mens der var flere positive ting at snakke om, da direktøren for Landbrug & Fødevarer gjorde status på dansk landbrug ved Agri Nords Kongres i går, ærgrede hun sig over omverdenens negative tilgang til erhvervet, som man har stor fokus på at ændre.

Der var rekordstor tilslutning med over 400 fremmødte, da Agri Nord i går holdt kongres for tredje år i træk. Et arrangement, hvor man samler alle årsmøder plus en række faglige oplæg på én dag i Agri Nord Idrætscenter ved Aalborg.
Inden det gjaldt regnskabstal og stegt flæsk, lagde direktøren for Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup, ud med en status på dansk landbrug. En status, der blandt andet omfattede nyheden om, at Danmark nu må eksportere både pølser og skinke til Kina.
- Og selvom DR har haft en eller anden lektor emeritus til at sige, at det blot er en dråbe i havet, er det noget, der betyder meget for os. Vi har sparket døren ind til et stort marked og ser store muligheder, sagde direktøren, der kunne nævne flere opløftende punkter, som har gjort landmandslivet en anelse lettere de seneste år.
- Over de seneste år har vi opnået politiske resultater, som har forbedret rammevilkårene for landbruget. Blandt andet har vi fået lov til at køre ekstra gødning ud, vi har sagt farvel til PSO-afgiften, mens bo- og gaveafgiften også er blevet forbedret. Det er alt sammen ting, der trækker i den rigtige retning, men der er stadig mange ting, der gør det sværere at være dansk landmand i forhold til mange af kollegerne uden for landets grænser. Derfor er der stadig mange ting, vi fortsat vil arbejde hårdt for at opnå, lød det fra direktøren, der nævnte afskaffelse af pesticidafgifterne, udfordringerne med alt for meget vand, generationsskiftet og energiforliget, som nogle af de sager, der vil være stor fokus på i den kommende tid.
 

Negativ tilgang

 
Et af omdrejningspunkterne i Hækkerups status var ærgrelse over en generelt negativ tilgang til landbrugserhvervet fra omverdenen.
»Det er blevet en industri at kritisere os«, stod der på en af hendes slides på storskærmen med henvisninger til Samvirkes meget omtalte pesticid-forside og dyrenes beskyttelses burgrisekampagne.
- Vi er efterhånden blevet vant til den negative tilgang, men vi kan lære meget af den måde, som minkavlerne gik offensivt ind i den kritik og debat om erhvervet, der har været. Derfor har vi også stor fokus på at arbejde endnu mere på landbrugets omdømme, lød det fra scenen.
- Blandt andet bliver vi nødt til at have fat i de unge, som bevæger sig i en verden på blandt andet YouTube, som mange af os slet ikke kender. De har ikke stor tiltro til de officielle kostråd, og holdninger om at kød skader klimaet, forskellige sundhedstrends og holdninger til bæredygtighed og klima fylder utroligt meget. Det er et problem, fordi der sjældent er nogen faglighed i det, konstaterede Karen Hækkerup,
- Men vi er dygtige og klimavenlige producenter, og vi kan dokumentere det, så der er masser af muligheder for at skabe høj værdi. Ikke mindst i en cirkulær bioøkonomi i fremtiden, lød det fra dagens taler, der også kom omkring både mediernes og kommunernes behandling af landbruget.
 

Frygter ikke regeringsskifte

 
Dagens sidste ord fra Hækkerup blev svaret på planteavler og fedekvægsopdrætter Niels Kvists spørgsmål om, hvordan L&F-direktøren forventer, at Socialdemokratiet vil agere i forhold til landbruget ved et eventuelt regeringsskifte.
- Det kan godt være, at nogle socialdemokrater lige nu godt vil skændes på det grønne område, men der er ikke nogen velfærd i Danmark uden en stærk fødevareklynge, og jeg tror, de fleste godt ved, at Danmark har brug for et stærkt landbrug. Som jeg husker den socialdemokratiske regering, jeg selv var en del af, blev der også ført erhvervsvenlig politik dengang, lød svaret.

Læs også