Den sjællandske rådgivningsvirksomhed VKST er klar med seks vinterfaglige møder, hvor der bliver lovet »spændende og højaktuelle oplæg«.
Blandt emnerne er klima og bæredygtighed, generationsskifter.
Desuden lyder det, at VKST løfter sløret for mange af de nyeste tendenser i forsøgsmarkerne, ligesom der er lagt op til debat, når rådgiverne i VKST Planteavl sætter fokus på faldgruber, dilemmaer, muligheder og økonomi i både pløjefri dyrkning og præcisionslandbrug.
Det første møde er den 21. januar til det sidste den 29. januar. Møderne er gratis
Seminar om kemi i fødevarer
DTU Fødevareinstituttet inviterer 15. januar til seminar om kemi i fødevarer i Lyngby. Her bliver der sat fokus på ny viden og nye metoder, der kan forbedre den kemiske fødevaresikkerhed. Forskere fra DTU Fødevareinstituttet præsenterer hovedresultater fra tre store projekter under Fødevareforlig 3.
På seminaret vil professor Anne Marie Vinggaard fra DTU Fødevareinstituttet blandt andet fortælle om et nyt webbaseret værktøj til at beregne effekten af forskellige kemikalieblandinger, mennesker bliver udsat for i hverdagen.
Man vil også få viden med hjem om kemi i mad set fra et helhedsperspektiv, bl.a. om resultaterne i en helhedsvurdering af hørfrø og personaliserede kostråd for fiskeindtag. Det vil forskningsgruppeleder Morten Poulsen præsentere.
Og så vil man få indsigt i analysemetoder, som er udviklet til bedre at lede efter problematiske stoffer i fødevarer, som lektor Lene Duedahl-Olesen vil fortælle om.
Folketingsmedlem Anders Kronborg, fødevareordfører for Socialdemokratiet, vil holde åbningstalen, når Institutdirektør Christine Nellemann fra DTU Fødevareinstituttet har budt velkommen til seminaret.