Slagtegriseproducent slår for første gang dørene op
Det er fem år siden, at familien Thing Andreasen overtog Damsgaarden ved Hjallerup i Vendsyssel. Til Åbent Landbrug den 18. september kan du komme med indenfor.

Kasper Thing Andreasen er en ud af 80 landmænd, som søndag den 18. september inviterer folk indenfor til Åbent Landbrug. Foruden grisene er præcisionslandbrug en af hans helt store interesse med omkring 1.000 hektar jord. Fotos: Tenna Bang
Det er første gang, familien Thing Andreasen åbner stalddøren op til Åbent Landbrug, efter de overtog Damsgaarden ved Hjallerup i Vendsyssel for fem år siden.
En ejendom som indtil fornylig indkøbte smågrise og fedede dem færdig til slagt.
For en måned siden købte 33-årige Kasper Thing Andreasen en soholdsejendom med omkring 600 søer, og fra nu af laver han selv de grise, som skal fedes op. Dermed udvider han også produktionen fra 15.000 til 20.000 slagtesvin om året.
- Det har faktisk været et mål fra start, for jeg synes, det giver et godt samspil i den daglige drift at have det hele fra ende til anden, og også økonomisk har det været mere stabilt. Samtidig er vi ved at drive så meget jord, at vi har alt korn selv til de grise, vi skal lave, siger Kasper Thing Andreasen, som driver omkring 1.000 hektar jord, og nu har fordoblet medarbejderantallet til otte.
Glæder sig til at vise frem
Kasper og familien glæder sig til Åbent Landbrug. Nu føler de, at de er så godt på plads, at de også har overskud til det.
- Jeg vil rigtig gerne vise min produktion frem, og jeg synes også, det er vigtigt for branchen at åbne døren for dem, der har lyst til at komme og kigge. Her er der ikke noget, man ikke må se, fortæller Kasper Thing Andreasen.
Igen i år skal man booke besøg på aabentlandbrug.dk. Her tager 80 landbrug mod besøg landet over, enten som »åbent hus« i et bestemt tidsrum eller som »rundvisning«. Hos familien Thing Andreasen kan man komme til åbent hus mellem klokken 10.00-13.00 eller fra 13.00 til 16.00.
De besøgende vil blive delt op i mindre hold til en rundtur i staldene. Holdene starter i klimastalden, hvor de mindste grise på op til omkring 25 kg går. Herefter kommer de besøgende ind og ser en slagtegriseesektion.
Foruden rundturen i stalden kan man kigge på stedets maskiner og deltage i en række aktiviteter. Man kan blandt andet få en træktur på en hest, en tur i grisevognen eller lege i en korncontainer.
Der vil også være smagsprøver fra Danish Crown samt smagsprøver på helstegt pattegris, som selvfølgelig er fedet op på stedet.
Drømte om at være selvstændig
Kasper Thing Andreasen har trods en barndom i byen altid vidst, at han skulle være selvstændig landmand. Men om det blev med køer og markdrift eller grise og markdrift har ikke været afgørende for ham. Derfor er han også uddannet kvæglandmand, men som årene gik blev han mere og mere interesseret i grise.
Markdriften har altid fyldt meget for Kasper Thing Andreasen, og det gør den stadig. De 1.000 hektar jord dyrkes foruden korn til grisene, blandt andet med frøgræs og i år 150 hektar melkartofler.
- Det giver lidt krydderi i markdriften, siger han.
Præcisionsjordbrug
Kasper Thing Andreasen bruger ud over foreningsarbejde også tid på præcisionslandbrug og synes, det er spændende.
- Vi lærer noget hele tiden, synes jeg.
Der anvendes blandt andet tildelingskort via gps på sprøjten og gødningssprederen.
- Vi kan blandt andet se, at frøgræsset har været meget mere ens, efter vi er begyndt at bruge tildelingskort. Vi har flere sandbanker i området, men jeg synes faktisk, vi har fået nogle mere ens afgrøder.
- Jeg synes, det er mere intelligent at omfordele ressourcerne. Vi skal bruge gødning og kemi, der hvor det giver mening, fortæller Kasper Thing Andreasen.
Til Åbent Landbrug vil man via plancher kunne se, hvor meget gødning og kemi Kasper Thing Andreasen bruger i forhold til mængden af korn, han får ud af det.
- Jeg tror faktisk, at folk vil blive forbavset over, hvor lidt vi bruger, og hvor meget vi egentlig får ud af det, siger Kasper Thing Andreasen, som hvert år også kun pløjer omkring 20 til 30 hektar ud af de 1.000 hektar, han driver, igen fordi det giver mest mening for ham.
- Vi pløjer efter behov, for eksempel hvis vi har udfordringer med græsukrudt, forklarer Kasper Thing Andreasen.
- For mig handler det nok om sund fornuft. Vi behøver ikke bruge mere, end vi skal, og det er nok grundtanken her hele vejen rundt, lyder det.
Stabile grise og sjov i marken
Fremtiden på Damsgaarden tegner godt.
- Jeg tror på et stabilt antal grise, og hvis vi kan holde den her fordeling mellem stald og mark, så kan der måske blive plads til at dyrke lidt flere specialafgrøder. Vi vil gerne drive mere jord, det er lidt nemmere at tilpasse end pludselig at skulle have 200 søer mere et andet sted, forklarer Kasper Thing Andreasen.
Men lige nu handler det om at gøre klar til Åbent Landbrug, og familien Thing Andreasen glæder sig.
- Jeg synes, at åbenhed bidrager til nogle gode snakke. Vi kan godt have forskellige synspunkter, men bare vi får snakket om det, og alle kommer til orde, så synes jeg, det giver noget til mig, branchen og samfundet.

Book en plads til Åbent Landbrug
Søndag den 18. september er der Åbent Landbrug. Man kan i år vælge mellem »åbent hus« eller »rundvisning«, når 80 værter åbner dørene.
Ved et åbent hus går man rundt på egen hånd og kommer tæt på dyr og landbrugsmaskiner. Der er aktiviteter som for eksempel klap en kalv, bage snobrød over bål, lege i halmen og meget mere.
Til en rundvisning viser værten rundt på gården i mindre grupper. Værten fortæller om sit landbrug og svarer på spørgsmål.
Uanset om man ønsker at besøge en gård, der tilbyder åbent hus eller rundvisninger, skal man booke en plads. Det gøres på aabentlandbrug.dk og er gratis. Her kan man også se hvilke gårde tæt på en selv, der inviterer indenfor.
