- Jeg er ikke så bekymret for den sene såning af sukkerroer i år, fortæller Claus Nørgaard, som er ny chefkonsulent på Agricenter hos Nordic Sugar.

Mere vigtigt ser han på, om såbedet er godt og fremspiringen ensartet over hele marken.

- Roerne er gode til at kompensere for kortere væksttid og det vil næppe påvirke sukkerudbyttet til efteråret med den sene såning.

Der er god jordfugt i markerne og med lunt vejr skal fremspiringen nok blive god.

- Roerne bruger ikke meget vand i starten af væksten. Vi skal hen i juni, inden roerne gerne har brug for nedbør til at udvikle en god bladmasse.

Claus Nørgaard påpeger også, at alting pludselig vil gå meget stærkt, når der kommer varme – både roer og ukrudt vil skyde op meget hurtigt.

Sukkerfabrikkens forsøgsarbejde ude hos roedyrkerne er i praksis lagt ud til VKST, som her er i gang med at så forsøg.

Sukkerfabrikkens forsøgsarbejde ude hos roedyrkerne er i praksis lagt ud til VKST, som her er i gang med at så forsøg.

Oftere nye sorter

Roesåningen sker i stigende grad med nye sukkerroesorter, som har stadig bedre egenskaber.

- Der gøres et stort forædlingsarbejde fra frøfirmaerne, hvilket betyder at udskiftningen af sorter er stort til hver ny vækstsæson – større end tidligere hvor få dominerende sorter kunne holde i mange sæsoner, påpeger Claus Nørgaard. 

Set fra sukkerfabrikkens side ønsker man især roesorter med et højt sukkerindhold, så man kan begrænse mængden af roer til transport og forarbejdning mest muligt.

Der benyttes maskiner, udstyr og medarbejdere fra VKST til det tidskrævende forsøgsarbejde.

Der benyttes maskiner, udstyr og medarbejdere fra VKST til det tidskrævende forsøgsarbejde.

Tilfredsstillende areal

Generelt har Nordic Sugar fået kontrakttegnet stort set samme areal med fabriksroer som i de foregående år. 

- Vi kunne måske godt have klaret lidt flere arealer, men overordnet er vi godt tilfreds med kontrakttegningen.

Nu starter den vigtige ukrudtsbekæmpelse, hvor mange sikre sig tidligt med en clomazon-behandling.

- Det er de seneste år blevet ret almindeligt at anvende clomazon efter såning og umiddelbart før fremspiring af roerne. 

På sukkerfabrikkerne i Nykøbing Falster og Nakskov glæder man sig over arbejdet med at nedlægge naturgasledninger frem til fabrikkerne samt de biogasanlæg, der også er på tegnebrættet på Sydhavsøerne.

- Det er en fremtidssikring af sukkerroerne, at vi på fabrikkerne også kommer med i den grønne omstilling, slutter Claus Nørgaard.

Planter