CNH-chefer sender klima-stikpille til branchekolleger

New Holland lancerer en metan-drevet T6-model. Den reducerer partikelforurening og sparer kloden for CO2-udledning. Også landmanden sparer, lover producenten.

- Jeg har læst, at der er ledere i denne branche, som har udtalt, at der ikke er et alternativ til dieselmotorer langt ud i fremtiden. Det er noget vrøvl. Og et helt forkert signal at sende til omverdenen.

Topchefen for CNH Industrial, Hubertus M. Mühlhäuser, lagde på ingen måde fingre imellem, da han på et pressemøde søndag på Agritechnica beskrev situationen i en traktorbranche, hvor langt størstedelen af motorerne i dag drives af diesel.

Selv lancerer CNH-gruppen, der producerer traktorer under mærkerne New Holland, CaseIH og Steyr, på Agritechnica en nyudviklet metan-drevet New Holland T6-traktor med en 6,7 liters FPT-motor.

Moralsk forpligtigelse

Og ifølge New Holland-ledelsen kan branchen ikke tillade sig at stikke hovedet i klima-busken.

- Vi har en moralsk forpligtigelse til at være en del af denne forandringsproces, fastslog Derek Neilson, der er præsident for landbrugsdelen hos New Holland.

Ifølge topchef og CEO hos moderselskabet CNH Industrial, Hubertus M. Mühlhäuser, er landmændene en betydelig drivkraft henimod en CO2-neutral fremtid. Og han understreger, at industrigiganten er parat til at levere alle de metandrevne traktorer, der kan sælges med levering næste år.

- Får vi 100 traktorer i ordre, så producerer vi dem. Får vi 1.000 i ordre, producerer vi dem. Og får vi 10.000 i ordre, så er vi gearet til det. Men 2.000 vil være en god start, lød det fra toplederne, der tilføjede:

- CO2-neutrale traktorer er ikke bare noget, vi taler om her. De er en realitet, og vi leverer. Og det er vores intention, at vi ikke blot leverer metandrevne motorer til mindre og mellemklasse traktorer. De kommer også i topmodellerne, forsikrede både Hubertus M. Mühlhäuser og Derek Neilson.

Samme power som diesel

Ifølge New Holland leverer en metan-drevet traktor med samme power i hk som en diesel-variant. Derimod er de løbende omkostninger til traktoren 30 procent lavere ved en metan-model. Producenten lover samtidig, at man ved at køre med metan reducerer den samlede forurening, herunder partikelforurening og CO2, med 80 procent, sammenlignet med dieselmotorer.

På New Hollands stand i hal 3 på Agritechnica kan man opleve den nye T6-metan-traktor. Man kan samtidig indtaste sine egne driftsdata i en tablet, og se hvor meget CO2 og partikelforurening man sparer ved at skifte til en metan-model, ligesom de sparede driftsomkostninger også fremkommer på skærmen.

jll@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 48

 

Læs også