New Holland bliver stærkt repræsenteret på årets Agromek, der således byder på en omfattende fællesstand skabt i samarbejde mellem alle landets forhandlere af netop New Holland-traktorer og -jordbrugsmaskiner.
Besøgende på Agromek kan se frem til at blive godt og grundigt opdateret på produkter fra New Holland, idet alle landets forhandlere af mærket er gået sammen om en stor fællesstand.
- Vi ser det som vores fælles opgave at være på Danmarks store landbrugsmesse, hvor vi kan vise vores fantastiske produkter frem og få en snak med vores gode kunder. De besøgende kan se frem til et bredt udvalg af produkter fra New Holland, heriblandt mejetærskeren CR11, »prishøsteren«, der har vundet stor international hæder både for teknikken, nytænkningen og designet, oplyser Thomas Greve Mikkelsen, salgschef, Farmas.
Han fortæller videre, at man på New Holland-fællesstanden finder både traktorer og entreprenørmaskiner.
Foruden Farmas tæller de danske hovedforhandlere af New Holland-produkter Mertz, PN Maskiner, J Hundahl og Lyngfeldt, og fælles for dem alle er, at forventningerne til Agromek er store.
Ud over de fem hovedforhandlere består New Hollands forhandlernet i Danmark af følgende 10 områdeforhandlere: Brovig Maskiner, Schrøders eftf. M.P. Maskincenter, Egebjerg Smedie, Glamsbjerg Maskincenter, Kragmann, LykkeSmeden, Traktorgården Give, Skjern Maskinforretning, Anker Bjerre og Ole Hedeman Maskinforretning.