Den bornholmske landmand Lennart Westh har tegnet en afgrødeforsikring, og det har givet tryghed og mindre stress over dårlige vejrudsigter.
FORSIKRING Våde vintre og ekstreme somre med tørkeperioder og voldsomme regnskyl bliver – ifølge de nyeste klimaprognoser fra DMI – langt mere normalt fremover, og store udsving i vejret kan have alvorlige konsekvenser for høsten.
Flere og flere landmænd vælger derfor at forsikre deres afgrøder. Blandt dem er Lennart Westh, der i Klemensker på Bornholm driver svineproduktion og planteavl, hvor han årligt leverer 33.000 svin til slagteriet og dyrker godt 500 hektar jord.
Beslutningen om at købe en afgrødeforsikring har givet tryghed, oplyser Lennart Westh, der første gang hørte om afgrødeforsikring, da hans faste assurandør fra Topdanmark fortalte ham om den.
- Til at starte med skulle jeg lige tænke over tilbuddet, og jeg diskuterede en del frem og tilbage med mine medarbejdere. Men vi kom hurtigt frem til, at det var en god mulighed, vi skulle takke ja til, fortæller han.
Forsikring lanceret i 2019
Topdanmark lancerede i 2019 afgrødeforsikringen, der kan give dækning på blandt andet korn, græsser, roer, raps, kartofler og majs. Landmanden er dækket mod alt fra frost, skybrud og storm til tørke og skadedyr, og landmanden kan også få dækket visse udgifter til en planteavlskonsulent, hvis man har brug for rådgivning eller udgifter til omsåning.
- Klimaforandringerne kan både betyde tørt og vådt vejr og begge dele er noget, der kan være hårdt for vores afgrøder. Jeg fandt frem til, at hvis én af delene sker igen inden for de næste 15 år, så kan det betale sig at have afgrødeforsikringen og derfor traf jeg beslutningen, forklarer Lennart Westh.
Den bornholmske landmand oplyser, at han generelt føler sig mindre stresset over dårlige vejrudsigter og alene på grund af den sikkerhed, han føler, vil han anbefale afgrødeforsikringen til ligesindede.
Kæmpestore konsekvenser
En så stor forsikring koster selvfølgelig en sum penge og ifølge producentassurandør fra Topdanmark, Kenn Lysegaard, kan det sommetider gibbe i landmændene, når de først hører prisen.
- Når man så vender alternativet og alle de millioner, man potentielt kan tabe ved ikke at have forsikringen, bliver det hele ligesom sat i relief. Jeg plejer at sige, at det koster cirka én tønde korn pr. hektar, og det ligger omkring de 140 kroner. Det er lidt nemmere at forholde sig til for de fleste, siger Kenn Lysegaard.
Prisen på afgrødeforsikringen skræmmer heller ikke Lennart Westh.
- Jeg kender andre landmænd, der har været nødsaget til at lade arealer stå, som ikke blev høstet og de har så mistet et sted mellem 7.000 og 10.000 kroner pr. hektar.
- Jeg har selv for omkring seks millioner kroner stående ude på mine marker, så hvis uheldet er ude, kan det have kæmpestore konsekvenser, og så er prisen pludselig ikke så dyr at betale, pointerer Lennart Westh.
jhal