Corona-krisen har medført flytning af NutriFair, og fagmessen for husdyrproducenter afvikles nu i begyndelsen af maj.
MESSEFLYTNING Utallige arrangementer er i 2020 blevet ramt af corona-krisen, som nu også har ramt 2021-udgaven af NutriFair i Fredericia.
Fagmessen for husdyrproducenter er således blevet udsat, og i stedet for 20. og 21. januar vil messen nu finde sted den 5. og 6. maj.
Beslutningen om at flytte messen er taget på baggrund af en dialog mellem Messe C og samtlige udstillere. Alle involverede er blevet kontaktet omkring situationen og om deres opbakning til NutriFair.
- Det er turbulente tider, men det har været afgørende for os og NutriFairs messekomité, at beslutningen er taget med fuld opbakning fra branchen, siger Grete Højgaard, direktør i Messe C.
- NutriFair er, fortsætter hun, udviklet af branchen for branchen, så vores vigtigste job i Messe C er at facilitere en messe, hvor alle medvirkende kan stå inde for afholdelsen.
Det bedste alternativ
- Januar er under normale omstændigheder den ideelle måned for afholdelsen af NutriFair, men i lyset af den nuværende situation i Danmark er maj det bedste alternativ for afholdelse i 2021, lyder det videre fra Grete Højgaard.
På trods af den verdensomspændende pandemi har Messe C oplevet en utrolig stor opbakning fra branchen. Derfor har det været yderst vigtigt for messekomiteen og Messe C at finde frem til nye afholdelsesdatoer for NutriFair 2021.
Fagmessen i Fredericia blev afviklet første gang i 2012, og NutriFair havde besøgsrekord i januar 2020, hvor der i alt var 5.784 besøgende.
jhal