Inspirationstur rundt om minivådområde på Stevns

Rasmus Andreassen i Alslev nær Karise var blandt de tre på Sjælland, der for nylig inviterede til »Åbent Minivådområde«.

MINIVÅDOMRÅDE Landmændene har taget minivådområderne til sig som et virkemiddel, og det har medført, at der i Danmark gennem de seneste tre år er søgt om tilskud til omkring 600 anlæg, som skal bidrage til at mindske udledningen af kvælstof og fosfor til vandløb, søer og fjorde.

For nylig blev der sat yderligere fokus på disse minivådområder, da 16 danske landmænd over hele landet inviterede til »Åbent Minivådområde«.

Øst for Storebælt var der i den anledning tre steder – alle på Sjælland – mulighed for at besøge et minivådområde, og det var hos Ole Kildegård mellem Sorø og Glumsø, på Torbenfeldt Gods ved Mørkøv og hos Rasmus Andreassen i Alslev nær Karise.

LandbrugØst var med på en rundvisning hos sidstnævnte, hvor et minivådområde på knap 2,4 hektar er i den afsluttende del af etableringsfasen. Derfor var bassinerne ikke fyldt op, og det gav en god mulighed for at se nærmere på opbygningen og udformningen af de forskellige zoner, som et minivådområde skal bestå af.

Afvander 230 hektar

For at overholde corona-restriktionerne var der undervejs tre identiske rundvisninger med til sammen knap 20 deltagere, der fik en grundig orientering og forklaring om hele processen fra både oplandskonsulent Robert Nøddebo Poulsen og lodsejer Rasmus Andreassen selv.

De to fortalte indledningsvis om alt omkring forundersøgelser, ansøgningsproducerer og etableringsarbejdet, ligesom deltagerne naturligvis blev orienteret om det væsentligste ved et minivådområde – de store miljømæssige gevinster.

- Dette minivådområde afvander et areal på omkring 230 hektar, og reduktionen af kvælstof vurderes til at være omkring 1.000 kg, fortæller Robert Nøddebo Poulsen, der har været oplandskonsulent for Rasmus Andreassens minivådområde på Stevns.

- Der er tale om et minivådområde, der er udformet som to rørforbundne bassinrækker og skal have tilført vand vie en pumpe, fortalte Robert Nøddebo Poulsen videre.

Rundtur med fire stop

På turen rundt på området var der stop fire forskellige steder, så deltagerne kunne få et godt indblik i hele bygningen af minivådområdet, hvor der undervejs naturligvis også var rig lejlighed til at stille spørgsmål om både de tekniske og praktiske ting.

- Når det her minivådområde står helt færdigt, formentligt til foråret, kommer det til at gavne landmændene kollektivt i oplandet til Køge Bugt, oplyste Robert Nøddebo Poulsen, inden han og Rasmus Andreassen gjorde klar til en ny rundvisning – for en ny lille gruppe af landmænd, der overvejer at etablere et minivådområde.

Seges har også udarbejdet en folder, hvor der kan hentes inspiration, hvis man overvejer at etablere et minivådområde, der ikke blot gavner vandmiljøet, men som også er med til at skabe liv i landskabet.

Kort om minivådområder

Et minivådområde renser drænvandet for kvælstof med en effekt på 20-30 procent og for fosfor med en effekt på 30-56 procent.

Minivådområders størrelse er én procent af drænoplandet. Drænvandet ledes gennem dybe bassiner med vand og lavvandede zoner.

Kilde: Seges

Læs også