Lars Kruse Andersen fra Adama oplyser, at landets sukkerroedyrkere skal lægge en ny plan for ukrudtsbekæmpelse i roemarkerne.
UKRUDTSBEKÆMPELSE I den kommende sukkerroesæson skal mange roedyrkere lægge en ny plan for ukrudtsbekæmpelse i roemarken.
- Betanal Power har været udfaset og vil ikke længere kunne anvendes i 2021, fortæller Lars Kruse Andersen fra Adama.
Faktisk skal man som roedyrker tænke godt 15 år tilbage og genopfriske de ukrudtsstrategier, man brugte før Betanal Power kom frem.
Aktivstoffet phenmediphan i Betanal vil dog stadig kunne anvendes med en maksimal tilførsel på 960 gram pr. hektar årligt.
- Fra Adama har vi en højkoncentreret formulering af phenmediphan i form af Kontakt 320 SC, der med 320 gram pr. liter indeholder dobbelt så meget aktivstof som almindelig Betanal, fortæller Lars Kruse Andersen og gør opmærksom på, at man således kan nøjes med halv dosering med Kontakt 320 SC i forhold til almindelig Betanal.
Kendte produkter
Indtil nu har Betanal Power givet ekstra muligheder for at slå ukrudt ned.
- Det var ofte, hvis der var brug for lidt brandslukning med ukrudt, der ikke helt var blevet bekæmpet.
- Men uden Betanal Power skal ukrudtet fremover klares inden for den maksimale årlige tilførsel på 960 gram aktivstof pr. hektar sammen med de velkendte Kontakt-, Goltix-, Safari- og Nortron-produkter, påpeger Lars Kruse Andersen, som derfor vil lægge bund i ukrudtsbekæmpelsen allerede før fremspiring af roerne med et clomazone-produkt.
Tidlig sprøjtning
Derefter er det hans generelle anbefaling at sprøjte ekstra tidligt med roe-herbiciderne – tidligere end mange hidtil har haft planlagt.
- Første ukrudtssprøjtning vil typisk være 0,75-1,25 liter pr. hektar Goltix blandet med 0,75 liter pr. hektar Kontakt 320 SC plus olie. Og Nortron eller Safari alt efter ukrudtssammensætning.
- Goltix lægger nemlig en fænomenal god film på jordoverfladen, så nyspirende ukrudt rammer denne film, når de bryder op gennem jorden.
De næste to-tre bladmiddel-sprøjtninger vil være variationer af den første afhængig af ukrudtsfloraen på de enkelte marker.
- Men vigtigst er, at man hellere kommer for tidligt ud end for sent. Ryk generelt ukrudtssprøjtningerne to-tre dage frem – også selv om ikke meget ukrudt er fremspiret, understreger Lars Kruse Andersen.