Straks når næste sæsons sorter er meldt ud, er der mulighed for onlinebestilling på Sesvanderhaves nye webshop.
ROEFRØ Sesvanderhave er nu klar til at åbne sin imødesete webshop til køb af sukkerroefrø.
- Webshoppen giver roedyrkerne mulighed for at bestille de ønskede sorter af roefrø direkte på mobiltelefonen, siger Henrik Møller fra Sesvanderhave.
Han understreger, at det er en ny mulighed, som man forventer vil blive brugt meget.
- Lige så snart sortskommissionen har besluttet hvilke sorter, der må sælges til kommende sæson, vil vi have vores sorter klar på webshoppen til bestilling.
De bedste er meget ens
Henrik Møller oplyser omkring roefrøbestilling, at der allerede nu er resultater fra dette års sortsafprøvning.
- De foreløbige sortsresultater kan ses på blandt andet Nordic Sugars hjemmeside, men resultaterne kan dog endnu nå at blive justeret en smule.
Han påpeger, at kendetegnende for årets resultater er, at alle de bedste sorter ligger utrolig ens.
- De fem til otte øverst placerede sorter ligger statistisk på samme niveau. Det gør det reelt ikke afgørende, hvilken af disse topsorter man bestiller.
Ens fremspiring vigtigt
Derfor skal den enkelte roedyrker primært se på egne erfaringer og ønsker om særlige egenskaber ved valget af roesorter til kommende sæson.
Det vurderer Henrik Møller, der især vil vægte sorter, som har en hurtig og ens fremspiring og som dækker rækkerne hurtigt og derved lukker af for ukrudtet.
- Det sidste har vi især set i denne sæson, hvor forsommertørken har givet ukrudtsproblemer i flere marker.
- Det vil give ekstra udfordringer fremover, da vi har stadig mere begrænset kemi til ukrudtsbekæmpelse.
Han fremhæver derfor den særlige priming-teknologi, som Sesvanderhave udstyrer sine roefrø med.
- Priming forøger roefrøenes evne til hurtig og ensartet fremspiring, der både giver hurtig vækst og dækning af rækkerne, slutter Henrik Møller.