Nytårshilsen fra DLS.
Af formand John Nielsen
NYTÅRSBREV Året var knap begyndt, før regeringen lukkede landet på grund af Covid-19. Mens mange erhverv er blevet påvirket for altid af nedlukningen, fortsatte landbrugets fødevareproduktion og har hele 2020 bidraget positivt med at holde samfundet kørende.
Når kommende generationer ser tilbage på 2020, vil Covid-19 og udslettelsen af minkerhvervet uden tvivl være noget af det første, man tænker på. På hver sin måde to skelsættende begivenheder, som for altid vil være printet ind i Danmarkshistorien.
For mig som landmand står behandlingen og udslettelsen af minkerhvervet som en af de stærkeste og mest negative oplevelser i 2020. Ud fra en menneskelig betragtning var behandlingen af minkavlerne og deres familier helt utilstedelig. Og myndighedsarbejdet har været og er stadig nærmest amatøragtigt.
Selv om 2020 er et år, mange af os helst vil glemme, så er det vigtigt at fremhæve, at DLS i 2020 påviste graverende fejl i vandplanerne. Fejl som miljøstyrelsen senere har indrømmet, at man har begået. Det er fejl, som kan have medført forkert regulering af landbruget på Sydhavsøerne og Sydsjælland. Og det vil blive fulgt til dørs, hvis det er tilfældet.
- For mig som landmand står behandlingen og udslettelsen af minkerhvervet som en af de stærkeste og mest negative oplevelser i 2020.
John Nielsen
Næste generation af vandplaner er tæt på at blive sendt i høring. Det bliver formentlig endnu et sejt træk, hvor vi igen må kæmpe for at blive reguleret fagligt korrekt.
Vi vil ikke acceptere efterafgrøder, mindre kvælstof-kvoter, vandløbsindsatser og andre tiltag, som udspringer af regnefejl, manglende faglighed eller en rød-grøn regerings naive holdning om, at Danmark – som det eneste land i EU – kan nå i mål med vandplanerne inden 2027.
Klimadagsordenen og den grønne omstilling kommer til at fylde meget allerede fra starten af 2021. Regeringens grønne skattereform med blandt andet nye CO2-afgifter vil i første omgang ikke ramme landbruget direkte. Men man hæver afgifterne på virksomheders forbrug af fossile brændstoffer med 6 kroner pr. GJ frem mod 2025, og det rammer blandt andet sukkerfabrikkerne.
Om udfasningen af olieproduktionen i Danmark får indflydelse på, om der kommer en naturgasledning til Sydhavsøerne eller ej, kan være svært at spå om. Men en hurtig afklaring er nødvendig, så de fossiltunge virksomheder på Sydhavsøerne kan tilpasse sig klimadagsordenen.
Endeligt kan jeg kun bifalde, at Retten i Nykøbing Falster for nylig gav tre veganere betingede fængselsstraffe for at bryde ind og filme i en svinestald på Nordfalster. Dommen skyldtes, at Retten mente, at der var tale om særligt skærpende omstændigheder.
Godt nytår.