Jacob Drehn fra Ballebjerggaard i Nordvestsjælland har lagt stemme til en helt ny podcastserie, der skal aflive myter om dansk svineproduktion.
Hvorfor gør svineproducenterne, som de gør? Hvorfor kastrerer man grisene, og hvorfor kan det være nødvendigt at klippe haler? Og er flæskestegen noget skidt for klimaet, eller er den ikke?
Det er blot nogle af de emner, som Jacob Drehn kommer til at kaste lys over i podcasten »Klog på gris«, som udkommer én gang om ugen i januar og første halvdel af februar.
Øser ud af rygmarvsviden
I podcasten er 28-årige Jacob Drehn helt på hjemmebane. Han er nemlig født og opvokset på en svineejendom, Ballebjerggaard, nær Føllenslev mellem Holbæk og Kalundborg, og han blev uddannet som professionsbachelor i jordbrug for præcis et år siden. Ovenikøbet drømmer Jacob Drehn om at gå i familiens fodspor og overtage den nordvestsjællandske gård ved Føllenslev i fællesskab med sin bror.
Men i sit første job som professionsbachelor har Jacob Drehn det seneste år arbejdet med formidling af viden om svineproduktion for Landsforeningen af Danske Svineproducenter. Podcasten er afslutningen på formidlingsprojektet om dansk svineproduktion, som Jacob Drehn har varetaget for landsforeningen gennem det seneste år.
Covid-19 generede podcast
- Min opgave har været at give målrettet folkeoplysning om danske svineproducenter og den typiske danske gris’ liv, forklarer Jacob Drehn, og fortsætter:
- Egentlig var opgaven at invitere unge mennesker, især studerende på seminarier og journaliststuderende, ud at se grise og opdatere deres viden om moderne svineproduktion. Men desværre lagde Covid-19 en dæmper på de aktiviteter, og derfor valgte foreningen at lave en podcastserie, der kommer rundt om de emner, som jeg i forvejen havde forberedt til de studerende, forklarer den unge landmand.
Jacob Drehn har fået opgaven med at modvirke myter om dansk svineproduktion, og det har han gjort til UG, konstaterer Per Bardrum, der er direktør i Danske Svineproducenter.
- Jeg opfordrer alle svineproducenter og alle venner af erhvervet til at fortælle om podcasten i deres omgangskreds, siger direktøren, der forklarer, at man finder »Klog på gris«, hvor man normalt lytter til podcast eller på Danske Svineproducenters hjemmeside.
/jhal