Ekspert indstiller plove til skrælpløjning
Agri Nord inviterer til pløjedemo med fokus på skrælpløjning, hvor plovekspert Jens Iversen deltager.

Plovekspert og -importør Jens Iversen kan opleves til Agri Nords markdemonstration med fokus på skrælpløjning og etablering af efterafgrøder den 11. august.
Tirsdag den 11. august afholder Agri Nord markdemonstration med fokus på skrælpløjning og etablering af efterafgrøder. Der kører to demoer. En kl. 14.00 og en igen kl. 15.30.
Det foregår på Knorhedevej hos Elsnab Landbrug I/S, der drives af Svend Olav og Klaus Aage Bengtson. Det er en økologisk bedrift med 1.100 hektar planteavl.
Skrælpløjning er en disciplin, hvor ploven indstilles til kun at pløje i halv dybde, så man på en brændstof- og tidsbesparende måde kan bekæmpe ukrudt og samtidig få et godt såbed til efterafgrøder.
Agri Nord har inviteret plovekspert og importør Jens Iversen med til arrangementet for at sætte fokus på den tekniske side af sagen. Han driver virksomheden Ploveksperten, hvor han hjælper landmænd med at indstille deres plove korrekt og er importør af de spanske Ovlac-plove. Han er også tidligere verdensmester i konkurrencepløjning og træner for de danske deltagere ved årets VM i pløjning i Rusland.
- De fleste plove kan indstilles til at pløje i 12 centimeters dybde, men når vi kommer op i de små dybder, så er resultatet meget afhængigt af pilotens evne til at køre og til at justere og indstille ploven, siger han.
Ved pløjedemoen vil han vise, hvordan man optimalt indstiller og justerer almindelige plove til skrælpløjning, ligesom man kan se en plov, der er bygget til skrælpløjning, i arbejde.
Specialdesignet til opgaven
Der findes altså deciderede skrælplove, men der er ikke mange på markedet endnu.
En skrælplov er typisk lettere end en almindelig plov, og muldpladerne er designet kortere og stejlere, så jorden nemmere vendes rundt og blandes op selv i små arbejdsdybder helt op til syv centimeter.
- De er lavet til at pløje i de små dybder, og det er derfor også langt nemmere at lave en god skrælpløjning med dem, siger Jens Iversen.
Kapaciteten forøges med en skrælplov, idet man med en 200 hestes traktor kan håndtere en skrælplov på op til fire meters arbejdsbredde. Samme traktor kan typisk kun håndtere en almindelig plov op til 2-2,5 meter.
- Med en skrælplov får man dobbelt så meget arbejdsbredde for samme investering, siger Jens Iversen.
Skrælpløjning til efterafgrøder – nemt og effektivt
Når landmændene skal pløje marken til efterafgrøder, er det ikke nødvendigt at pløje i fuld dybde. Halv pløjedybde er nok.
Det oplyser økologichef i Agri Nord, Thomas Vang Jørgensen.
- Det er kun nødvendigt lige at få vendt det øverste jordlag rundt, siger han.
Det er meget brændstofbesparende at udføre en skrælpløjning i forhold til en pløjning i fuld dybde.
- Og du får et godt såbed til dine efterafgrøder, fordi du lige får iltet jorden og sat gang i om-sætningen af planterester. Det betyder, at der frigives næringsstoffer som kvælstof, fosfor og kalium, der er god næring til efterafgrøderne, forklarer Thomas Vang Jørgensen.
De næringsstoffer bevares i jorden til forårets afgrøde, når efterafgrøderne pløjes ned inden den nye sæson.
Skrælpløjning og såning i en arbejdsgang
Der er lavet et forsøg med at montere både pakker og såmaskine på en Ovlac Miniplov, så piloten kan både pløje, jævne, pakke og så efterafgrøder i én arbejdsgang.
- Det er lykkedes rigtig godt, og der kom nogle rigtig flotte efterafgrøder ud af forsøget, fortæller Jens Iversen.
Resultatet var så godt, at skrælplovene med såudstyr og pakker kommer i handlen.
Skrælpløjning som ukrudtsbekæmpelse
Både økologer og konventionelle landmænd kan bruge skrælploven til at etablere et godt såbed til efterafgrøder, men økologerne kan også bruge skrælploven som et værktøj til ukrudtsbekæmpelse.
- Skulle der komme restriktioner på brugen af glyphosat, så kan ploven også blive yderst aktuel for de konventionelle planteavlere, siger Jens Iversen.