SOMMERSERIE Landbruget sidder fast i mit blod. Jeg er født og opvokset på en middelstor gård med grise på Midtlolland. Min fars evige drøm var at blive selvstændig landmand.  

Min farfar, der selv var landmand, mente dog, at hans sønner var for kloge til at blive landmænd. Men det nyttede ikke på min far. Han ville være landmand. Han ville have sit eget og drive det til noget som en mandlig Agnes Jensen.

I 1991 købte min far og mor gården sammen. 25 og 24 år gamle.

26 år efter at de havde købt Nørremosegård, kom jeg som deres førstefødte og sagde, at nu ville jeg gå fuldtid i Tænketanken Frej. Det syntes min mor lød lidt vildt. Hvad med usikkerheden, mine barselsvilkår og arbejdstiderne? Jeg sagde, at det var mere økonomisk sikkert og mindre arbejdsbelastende at starte en tænketank end at købe en bondegård. Hun gav mig ret.

Risikabelt

29 år efter at de købte Nørremosegård kom så deres barn nummer to. Min lillebror. Han ville være kunstner og søge ind på kunstakademiet.  Det syntes min far lød lidt vildt. Hvorfor lige vælge kunstnerlivet? Hvorfor ikke blive tømrer, skolelærer eller akademiker?

Min bror kiggede på min far med sine labradorøjne. Min bror forklarede min far, at da vores farfar ikke syntes, at det var en god ide, at vores far blev landmand, gældsatte han sig for flere millioner og viede alle sine vågne timer til at arbejde på gården i 30 år frem. 

Hvis vores far kunne tage dén chance, så kunne min bror vel også ansøge om at bruge seks år på et anerkendt, statsligt akademi med fuld SU og så finde en løsning på kunstnertilværelsen bagefter.

Det er mere risikabelt at blive landmand end at starte sine egen tænketank og være kunstner.

Ord

I er alle min far
Hver og en
har I sendt mig ud for at hakke roer, samle sten og kløende flyvehavre
Jeg er jeres arbejdskraft, I er min far
 
Alle kedeldragter bør makuleres
Mine samlede sten bør sendes på museum
»Tænk, at nogen har samlet sten med deres hænder«
vil mine børn en dag tænke
 
Jeg vil fortælle dem om dengang, at der var brug for slid
Dengang i nullerne

Det handler om gæld 

Det var ikke på forhånd skrevet i historiebøgerne, at min generation skulle være den sidste, hvor alle kender en landmand. At antallet af selvstændige er faldet år for år skyldes en verdensudvikling med effektivisering og industrialisering. Det skyldes et valg fra politikere, landbrugets top og finansinstitutterne om, at det er den vej, som man ønsker at gå.

Vi har altid et valg – også i vores erhvervspolitik og i et kapitalistisk verdensmarked. Vi må altid spørge os selv om det giver mening, og det giver i et vist omfang god mening at udnytte stordriftsfordele ved at lægge landbrug sammen. Som min makker, Marie-Louise, så klogt skrev i et debatindlæg i Altinget i 2018: »Småt ER godt – bare ikke hele tiden«.

De store landbrug har mere kapital til at investere i teknologi og maskiner, der kan sikre en mindsket miljø- og klimabelastning. Dansk landbrugsproduktion har reduceret deres miljø- og klimabelastning på grund af teknologiske landvindinger. Ikke på trods af dem.

»Storskalafordelene« har fordele, men også konsekvenser. Der bliver færre, der får lov til at blive selvstændige landmænd. Unge har svært ved at få lov til at låne og både indenrigs- og udenrigskapitalfonde begynder at opkøbe dansk landbrugsjord.

En ægte landmand

Men er man kun en ægte landmand, hvis man ejer sin egen gård?

Jais Valeur, administrerende direktør for Danish Crown, gav et eksempel på landmandens ejerskabsforståelse i podcasten »Topchefernes strategi« med Niels Lunde. Valeur citerede en selvstændig landmand for at sige: »I de mindste har jeg retten til at bære min egen gæld og gå konkurs«.

Jeg tror ikke på, at retten til at gå konkurs er den eneste grund til at være selvstændig landmand. Jeg tror ikke, at det handler om retten til at dreje nøglen om.

Drømmen om at være selvstændig landmand handler om drømmen om at lykkedes. Eje noget, skabe noget. Være herre i eget hus.

Jeg forstår det, men når antallet af selvstændige landmænd falder år for år, så må der skabes nye perceptioner om, hvad det vil sige at lykkedes i dansk landbrug. Ellers bliver det forbeholdt til de få, og det vil være en skam.