Vestsjællænder fra 3K bag nyt lille kornselskab

Anders Wester Wedel Madsen, der var en del af det konkursramte 3K, har nu etableret sit eget kornselskab, der har fået navnet 2WM.

Anders Wester Wedel Madsen er manden bag 2WM ApS, der handler med raps og endvidere formidler handel med blandt andet korn og gødning.
Anders Wester Wedel Madsen er manden bag 2WM ApS, der handler med raps og endvidere formidler handel med blandt andet korn og gødning.

KORNHANDLER Der er kommet et nyt kornselskab på det danske landkort, og det er firmaet 2WM ApS, som har base i Høng mellem Slagelse og Kalundborg.

Navnet på det nye firma bærer præg af manden bag det. Han hedder således Anders Wester Wedel Madsen og har blandt andet en fortid i 3K, der som bekendt måtte kaste håndklædet i ringen som følge af BMG-sagen.

- Jeg begyndte på deltid hos 3K i april 2018 og handlede mest øst for Storebælt, inden 3K blev ramt af BMG’s konkurs, fortæller 49-årige Anders Wester Wedel Madsen, der har været landmand i 21 år.

Han overtog den daglige drift i 3K efter Jeppe Mikkelsen stoppede som direktør og varetog den opgave frem til udgangen af januar i år.

- I den periode kørt 3K med positiv drift, lyder det med et smil fra Anders Wester Wedel Madsen, der betegner de to år hos 3K som »spændende og meget lærerige år«.

Gamle 3K-nummer

Tiden hos 3K har også givet Anders Wester Wedel Madsen lyst til at fortsætte inden for den branche, og han håber, at mange landmænd vil handle med ham.

- Der bliver færre og færre firmaer for de danske landmænd at handle med, og det er ærgerligt. Jeg synes, det er vigtigt, at der er mulighed for at handle med andre end de store kornfirmaer, påpeger Anders Wester Wedel Madsen.

Han oplyser, at 2WM handler med raps og endvidere formidler handel med blandt andet korn og gødning.

- Jeg synes, det er vigtigt, at der er mulighed for at handle med andre end de store kornfirmaer.

 Anders Wester Wedel Madsen

- Rasp gives der tillæg for lav vandprocent og for høj renhedsprocent, og der tages ikke betaling for analyse, fortæller Anders Wester Wedel Madsen, som også tilføjer, at 2WM giver op til to procent urenheder uden fradrag.

Anders Wester Wedel Madsen har naturligvis taget masser af erfaring med sig fra tiden hos 3K. Og lidt mere end det. Telefonnummeret til 2WM er nemlig 91898980, som er det gamle 3K-nummer.

Læs også

Sjællandsk landmandssøn er stemmen i ny podcast
Tyske Treffler fås nu hos Johs. Mertz
Minister øger kontrol med dyrevelfærd
Skoleelever smagte på et job inden for fødevareerhvervet
Forening klager over Arla: - Klimakreditter og grønne løfter holder ikke
Vestsjællandsk forbud mod godkendte pesticider