Hjertet galopperer før rideturen

En hurtig galop ud over stepperne kan være en berusende oplevelse. Men for mange ryttere er bare tanken om den vilde flugt på hesteryg nok til at give sved på panden og hjertebanken. Mange ryttere er i virkeligheden bange for at ride på deres heste.

- Hvis der var lige så mange, som var bange for at spille fodbold, ville de holde op med at spille fodbold og nøjes med at gå ned på stadion og se de andre spille, siger Merete Stenner Nielsen, som er uddannet agronom fra KVL og rideinstruktør fra Blue Berry Hill.

De seneste fem år har hun holdt onlinekurser for utrygge ryttere og i den forbindelse lavet en undersøgelse blandt kursisterne, som viser, hvad rytterne især er bange for i forbindelse med ridningen.

Det problem, som to tredjedel af rytterne i undersøgelsen slås med, er, når hesten bliver urolig. En anden udfordring er at ride tur, hvilket ifølge Merete Stenner giver god mening, fordi turridning ofte indeholder mindre forudsigelighed end for eksempel ridning på bane.

- For 10 år siden var det et tabu at være bange for at ride. Sådan er det heldigvis ikke mere. I dag ved vi, at rigtig mange ryttere i større eller mindre grad er bange for omgangen med deres heste. Det spænder lige fra utryghed ved at strigle og sadle op til galoppen udover stubmarken, siger Merete Stenner, som kender problemerne fra sig selv. Som pige brækkede hun en arm, da hun faldt af en hest.

- Men, understreger hun, der er et eller andet med heste, som giver så meget igen, at man ikke kan lægge ridningen fra sig, selvom det gør ondt i maven, når man skal op på hesten.

I sin undervisning tager Merete Stenner udgangspunkt i det, hun kalder, nogle simple nede-på-jorden-værktøjer, for eksempel vejrtrækning og det at have en plan for sin ridning.

- Jeg starter altid med hesten. Hvis hesten er farlig at ride på, så hjælper det ikke noget at sidde på ryggen af den og trække vejret rigtigt. Så handler det om arbejde fra jorden, hvor hesten lærer de rigtige signaler, siger Merete Stenner.

Når det gælder rytteren, arbejder hun ud fra tre zoner: Komfortzonen, udviklingszonen og farezonen.

Komfortzonen er der, hvor alting bare er ok. Det er her, rytteren kan gøre tingene uden at blive nervøs eller utryg. Det kan for eksempel være at strigle hesten og sadle den op.
I udviklingszonen kan pulsen stige en smule. Det kan for eksempel være at trække hesten ud på ridebanen og sætte sig op på den, mens nervøsiteten og frygten for alvor viser sig i farezonen. Det kan være i form af hjertebanken, ondt i maven og panik.

Merete Stenner vurderer, at hun kan hjælpe de fleste ryttere, som slås med nervøsitet eller utryghed i forbindelse med ridningen.

- Langt de fleste kan få rideglæden tilbage. Nogle er lykkelige, hvis de bare kan skridte en tur på deres hest. Andre synes, der er et nederlag, hvis de ikke får galopperet.

- Men nogen når også til en erkendelse af, at de godt kan lide at have deres heste gående, så barnebarnet kan få en træktur en gang imellem, men de har faktisk ikke selv lyst til at ride på dem. Det kan være helt fint, hvis de finder fred med den beslutning, påpeger hun