Frøet Quinoa er udnævnt af FN til at være et af verdens sundeste frø. Blandt andet fordi, at frøet indeholder de ni aminosyrer, som er essentielle for kroppen.
Lige nu er et areal på Lolland Falster blevet tilsået med det sunde frø, og diplomingeniør i bioteknologi fra Aarhus Universitet, Katrine Schlichter, er i gang med at udvikle fødevareprodukter af frøet, som i første omgang skal sælges i danske forretninger og herefter resten af verden.

Klar til verden

Katrine har i sin studietid arbejdet med at lave de såkaldte »superfrø«, quinoa, om til et drikkevenligt, yoghurtlignende, sundt og glutenfrit produkt.
 - Jeg er overbevist om, at det bliver en succes. Og det er en personlig og professionel tilfredsstillelse at deltage i et spændende projekt med potentiale til, at produktet har afsætningsmuligheder i hele verden.
Planen er, at det skal ud i danske forretninger i starten af det nye år og derefter til resten af verden.
Men der er fortsat et par udfordringer. Blandt andet arbejdes der på at få styr på teksturen, og der er fokus på indholdet af protein, som er et af kendetegnene ved quinoa.

Skal dyrkes på Lolland

Inden Katrines quinoa-drik rammer markedet, skal der udvikles på konsistens og smag, og til fuldførelse af denne opgave arbejder Katrine tæt sammen med eksperter på universitetet og tilknyttede eksterne eksperter fra dansk erhvervsliv.
Bag idéen til produktet står firmaet Helsetek ApS, der i samarbejde med Business Lolland-Falster arbejder på lokal dyrkning af quinoa. Derfor er det også oplagt at placere fabriksanlægget der, lyder det.
Der er allerede nu tilsået et stort areal med quinoa på Lolland-Falster.
- Jeg er glad og stolt over at deltage i et udviklingsprojekt, der i den nærmeste fremtid giver »speltmødre« verden over lettere adgang til sunde produkter baseret på quinoa, siger Katrine Schlichter.