Et nyt forslag lægger op til at give EU-landene større indflydelse på anvendelsen af ellers godkendte GMO’er inden for egne landegrænser
Europa-Kommissionen præsenterer onsdag resultatet af sin
revurdering af beslutningsprocessen for tilladelse af genetisk modificerede
organismer (GMO’er) som fødevarer og foder.
På grundlag af revurderingen foreslår Kommissionen at
ændre lovgivningen, så EU-landene får større frihed til at begrænse eller
forbyde anvendelse af EU-tilladte GMO’er i fødevarer eller foder på deres
område.
- Kommissionen har lyttet til de ønsker og
betænkeligheder, som mange europæiske borgere har givet udtryk for, og som er
afspejlet i de holdninger, deres demokratisk valgte regeringer har indtaget,
siger EU-kommissær med ansvar for sundhed og fødevaresikkerhed Vytenis
Andriukaitis i en pressemeddelelse og
tilføjer:
- Dagens
forslag vil, når det er vedtaget — helt i tråd med nærhedsprincippet — give
EU-landene større indflydelse på anvendelsen af EU-tilladte GMO'er i fødevarer
og foder på deres respektive områder.
Fra Kommissionens side understreger man, at der ikke vil blive
ændret ved den nuværende tilladelsesordning, som man påpeger er baseret på
videnskab og mærkningsbestemmelser, der sikrer forbrugerne valgmuligheder.
- Det nye er, at når en GMO er blevet tilladt til
anvendelse som fødevare eller foder i Europa, vil EU-landene have mulighed for
at vælge ikke at tillade, at den pågældende GMO anvendes i deres egen
fødevarekæde, lyder det fra Europa-Kommissionen.
Forslaget vil nu blive sendt til Europa-Parlamentet og
Rådet, hvor det skal igennem lovgivningsproceduren.