Minister vil DNA-teste træ

En ny metode skal sættes ind i arbejdet med at stoppe import af ulovligt fældet træ til Danmark

En ny test kan være med til at stoppe import til Danmark af ulovligt fældet træ.

Det mener miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i hvert fald. Og hun betegner den nye metode som en slags ”DNA-test”, hvor man ved at analysere små spåner fra træproduktet kan få præcis viden om, hvilke træarter et produkt består af. På den måde kan man se, om importpapirerne er korrekte – og i sidste ende, om træet er lovligt fældet.

- Ulovligt fældet træ er en trussel mod naturen og biodiversiteten i de lande, hvor træet kommer fra. Derfor skal vi tage alle midler i brug for at få handel af ulovligt træ stoppet, og ”DNA-testen” af træ kan blive et effektivt middel til at nå det mål.  Vi må og skal føre et effektivt tilsyn med import af træ, og jeg er sikker på, at den nye test også kan blive et effektivt redskab for branchen i kampen mod ulovligt træ, lyder det fra Kirsten Brosbøl.

Hun peger på, at mange træarter ligner hinanden, når de er skåret op. Virksomhederne må derfor i høj grad stole på papirarbejdet. Udenlandske undersøgelser peger imidlertid på, at der ofte bliver fiflet med papirerne. Det snyd vil man bedre kunne gardere sig mod, hvis man DNA-tester træet, vurderer Kirsten Brosbøl.

Miljøministeriet, der fører tilsyn med træimport, vil allerede i år afprøve den nye metode.

Læs også