Landmænd idømt kæmpe bøder for brug af sort gødning

To landmænd blev tirsdag idømt store bøder for at have købt og brugt ulovligt importeret gødning.

I maj 2009 ledte et storstilet samarbejde mellem Skat, Miljøstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen til optrevlingen af et stort sagskompleks, hvor over 100 landmænd ulovligt havde købt og brugt gødning uden at oplyse det til staten. På den måde havde landmændene spekuleret i at bruge mere gødning, end de må.

Nu er de første landmænd så dømt i sagen. Indtil videre er tre landmænd blevet dømt for at bruge sort gødning. De seneste domme faldt i Retten i Randers tirsdag, hvor to landmænd fik bøder på over 100.000 kroner. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen.

Flere retssager på vej

Derudover har 29 landmænd erkendt, at de har brudt loven og betalt bøder for samlet set i omegnen af to millioner kroner, og yderligere cirka 100 landmænd venter på at komme for retten.

- Vi beskytter det danske vandmiljø ved at have regler for, hvor meget gødning landmænd må bruge. Derfor er det vigtigt, at landmænd ikke bruger mere, end loven giver mulighed for. Vi er tilfredse med, at der er faldet dom i de første sager, og at retten cementerer, at det er i strid med dansk ret at købe og bruge gødning uden at oplyse om det, siger Pernille Balslev-Erichsen, enhedschef i Jordbrugskontrol i NaturErhvervstyrelsen.

De næste retssager om sort gødning følger om en måneds tid og frem. 

Læs også