Ny underplov fra Kongskilde er ekstra bred

Kongskilde benytter VM i pløjning til at introducere virksomhedens største investering i plovteknologi gennem mange år: XLD-underploven

Ikke nok med at ejendommen Vestbo i Hjardemål nordvest for Thisted i den kommende weekend vil danne rammen for verdensmesterskaberne i pløjning – den nordvestjyske ejendom bliver også det første sted, hvor publikum kommer til at se virksomheden Kongskildes største investering i plovteknologi gennem mange år: XLD-underploven.

Den nye underplov er udviklet med ekstra bred fure til brede dæk og dyb pløjning i vanskelig jord ned til 35 cm. Den bredere fure øger produktiviteten med op til 10 procent og reducerer samtidig brændstofforbruget pr. hektar.

Ole Gade, adm. direktør i Kongskilde, glæder sig til at se reaktionerne på lanceringen af den nye underplov.

- For os er det den helt rigtige begivenhed til at holde forpremiere på vores nye generation af plove, som ellers først bliver vist til Agritechnica, siger Ole Gade, og tilføjer:

- Som producent af jordbearbejdningsløsninger ønsker vi at skabe større fokus på pløjningens fordele. Derfor er vi stolte over at være guldsponsor for arrangementet – det falder os helt naturligt som markedsleder på området. 

Mange gæster

Konkret vil Kongskilde vise og demonstrere det nye plovkoncept for fagpressen på et 1 hektar stort areal i umiddelbar nærhed af markerne, hvor pløjekonkurrencerne afvikles.

LandboUngdom, som står for VM, forventer op mod 8.000 gæster til arrangementet.

Selve konkurrencen bliver med deltagelse af 60 deltagere fra 30 lande, hvor der konkurreres inden for standardplov og vendeplov om at præstere det bedste såbed.

Læs også