Undrer sig over så få lægger om til økologisk svineproduktion

Mens udbuddet i en årrække har været nogenlunde den samme, så er efterspørgslen på økologiske slagtesvin steget markant.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at økologiske svineproducenter tjente godt i 2014. Nettooverskuddet, efter samtlige omkostninger, inklusive landmandens eget arbejde, var trukket fra, var således på 140 kroner pr. økologisk slagtesvin. Til sammenligning havde de konventionelle svineproducenter et nettounderskud på 34 kroner pr. slagtesvin, når omkostningerne var trukket fra.

I 2015 er priserne kun blevet endnu bedre. Frilands øko-tillæg har således været rekordhøjt i år.

Økologisk svineproducent på Fyn, og formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen fortæller, at han da heller ikke kan forstå, hvorfor han ikke har flere kolleger, end han har, der producerer økologiske slagtesvin i dag.

En niche

Økologisk svineproduktion er nemlig i den grad en nicheproduktion. I 2014 blev der kun slagtet 100.000 økologiske grise samtidig med, at der blev slagtet 18 millioner konventionelle slagtesvin.

- Men det kræver jo også flere ting at lægge om. Det kræver jo, at man har en ejendom, som er velegnet til at have grise på. Altså man har noget veldrænet jord, siger Hans Erik Jørgensen, der fortsætter:

- Samtidig så skal man have lyst til at gå at passe grise udenfor. At passe konventionelle grise og økologiske grise er meget forskelligt. Man skal have lyst til at få masser af frisk luft og gå ude hele året, og synes det er fedt, lige meget om solen skinner eller det pisser ned, lyder det fra Hans Erik Jørgensen.

Fra direktør i Friland, Henrik Biilman lyder det, at han også undrer sig over, hvordan det kan være, at der ikke er flere svineproducenter, der vælger den økologiske vej.

- Men der er ved at ske noget. Og ja 2014 var et godt år, men så var 2013 måske ikke et helt så godt år. Så hvis vi ser på, hvor lang tid det tager at lægge om til økologi, så har vi ikke haft en hel omlægningscyklus med gode år endnu, forklarer han om en af grundene til, at udbuddet i en årrække har været stabilt selvom afregningspriserne er steget markant.

I øjeblikket betaler Friland hele 20,50 kroner i økotillæg pr. kg oveni basissvinenoteringen.

Læs mere i dagens trykte udgave af Effektivt Landbrug


Læs også