USA har øget forbruget af antibiotika til husdyr

USA har øget sit forbrug af antibiotika til husdyr markant. Samtidig udgør forbruget fortrinsvis antibiotika, som er kritisk for mennesker.

Som skærende kontrast til den vedvarende danske reduktion i forbruget af antibiotika til husdyr samt den kritiske tilgang til, hvilket typer antibiotika, der bliver anvendt i husdyrproduktion, står det amerikanske forbrug af antibiotika til husdyr.

I perioden 2009-2014 er forbruget af godkendte antibiotikapræparater til husdyr steget med 22 procent.

Det meddeler den amerikanske medicinalstyrelse FDA (Food and Drug Administration) i deres årlige rapport over forbruget af antibiotika til husdyr.

I USA er det ud over sygdomsbekæmpelse fortsat lovligt at anvende antibiotika i husdyrproduktionen som vækstfremmere og som forebyggelse af sygdom.

I USA i 2014 blev der således solgt 15.400 tons antibiotika i 2014, hvoraf hovedparten (43 procent) var tetracyklin-præparater. Den næststørste gruppe (31 procent) er ionophorer.

Ifølge AllAboutFeed.net er det problematiske ved det amerikanske forbrug af antibiotika i husdyrproduktionen, at hovedparten af de anvendte typer antibiotika (62 procent) samtidig er antibiotika, som ifølge FDA regnes for kritisk vigtige typer antibiotika for mennesker.

Af de kritisk vigtige typer antibiotika tegner tetracyklinerne sig for 70 procent, penicillinerne for 9 procent, makrolider for 7 procent, sulfopræparater for 5 procent, aminoglycosider for 3 procent og lincosamider for 2 procent, mens brugen af såvel fluorquinoloner som cephalosporiner tegner sig for mindre end 1 procent.

Kun 38 procent af de præparater, der blev brugt i den animalske produktion i USA i 2014 var ifølge FDA ikke kritisk vigtige for mennesker. Heraf tegnede ionophorerne sig for langt hovedparten med en andel på 80 procent.

Dansk Landbrug udfasede frivilligt brugen af cephalosporiner og fluorquinoloner i 2010. Desuden opstillede Videncenter for Svineproduktion i 2015 et mål om at 10 procents reduktion i antibiotikaforbruget generelt, og om 50 procent reduktion i forbruget af tetracyklin i dansk svineproduktion.

Læs også