Ny ejerkreds i Lin-Ka Energy

Lin-Ka Energy A/S, som er førende inden for anlæg til biobrændsel, har effektueret et generationsskifte.

Erhvervsmanden Brian Pedersen, Herning, overtager aktiemajoriteten i selskabet.

Tidligere ejer og stifter Erling Jensen fortsætter i virksomheden i rollen som kundesupporter og produktudvikler.

- Et generationsskifte vil ikke ændre noget i vores tilgang til hverken kunder eller markeder. Vores kunder vil, præcis som i dag, være i centrum, og produktudvikling sker i et tæt samarbejde med vores brugere, lyder det fra den nye hovedaktionær Brian Pedersen.

Lin-Ka Energy, der har domicil i Lem i Vestjylland, kan i det kommende år fejre 40 års jubilæum. Erling Jensen stiftede selskabet i 1976, da han som landmand fik en god idé og udviklede de første anlæg i Vestjylland i samarbejde med landbruget. I dag har firmaets anlæg markedets højeste virkningsgrader.

Ud over Brian Pedersen fortsætter Svend Bovstrup med sin oprindelige ejerandel, mens Bjarne Løvbjerg, der er salgsansvarlig i Danmark, ligeledes har købt sig ind som medejer.

Der er 40 medarbejdere i selskabet.

Læs også