Modarbejder monopolisering i traktorbranchen
De globale traktorproducenter bliver stadig mere dominerende, og stiller høje krav til forhandlere og serviceværksteder
- Vi er i en situation, hvor der kræves af den enkelte mærkeforhandler, at de bygger store glaspaladser, særlige kundeparkeringer, matchende sofaer i salgsafdelingen og mange flere krav. Det er ikke i nogens interesse, og koster alt for meget i forhold til det, der er hovedsagen, siger Klaus Nissen.
- For ti år siden byggede autobranchen store salgsfaciliteter op for hvert mærke, og brugte alt for mange penge på alt for mange glashuse og showrooms. På den hårde måde lærte autobranchen, at når en kunde kommer ind af døren for at købe en ny bil, skal man kunne tilbyde flere forskellige alternativer.
- Derfor er der i dag flere mærker i samme bilhus, og det er langt mere rationelt. Derfor fatter jeg faktisk ikke, at vi skal igennem samme udvikling i landbrugsmaskinbranchen for at lære det på den hårde måde, hvor det bliver dyrere for kunderne og sværere for forhandlerne at overleve, lyder det fra branchedirektøren, der luftede problematikken på DM’s generalforsamling for nyligt.
Tendenser fra autobranchen
Tendenserne rammer ikke blot salgslokalerne, men også værkstederne og muligheden for konkurrence på servicering af traktorer og maskiner.
- Hvis en Mercedes-bil med automatisk dæktryksindikator punkterer, er det reelt kun et-Mercedes værksted, der kan lappe hjulet, fordi der skal noget særligt software til at genstarte systemet. Det samme gælder, hvis en moderne bil skal have skiftet batteriet, så skal der også et mærkespecifikt software til at få bilens elektronik til at fungere igen, forklarer Klaus Nissen.
- Mange husker sikkert den diskussion, der har været i autobranchen om, hvorvidt der er krav om et såkaldt autoriseret mærkeværksted som de eneste, der må pille ved et bestemt mærke. Sådan bliver det også hos os om fem eller ti år, hvor man nemt kan forestille sig, at et New Holland-værksted ikke kan skifte batteriet eller andre simple reparationer på en John Deere.
Forordning om åbenhed
Heldigvis er der hjælp på vej, der modarbejder denne tendens til at begrænse adgangen til specifikke traktor- og maskinmærkers reparations- og vedligeholdelsesanvisninger, elektroniske fejlfindingsværktøjer, softwareopdateringer med mere.
- En vedtaget EU-forordning fra 2013 foreskriver, at producenterne skal stille reparations- og vedligeholdelsesanvisninger til rådighed for en rimelig pris, forklarer Klaus Nissen.
Denne forordning træder i kraft her fra januar 2016 for alle nye maskiner produceret i 2016 og fremefter. Fra 2018 kommer det til at gælde for alle maskiner, altså også maskiner produceret før 2016.
Samme sprog
Imidlertid er det lettere sagt end gjort, fordi landbrugsmaskinproducenterne kan vælge at tilbyde disse vigtige informationer i vidt forskellige elektroniske formater, der kræver adgang til særlige programmer.
- Det er en slags teknisk handelshindring, vi fra den europæiske maskinhandlerorganisation Climmar forsøger at afhjælpe ved at få igennem, at når alle skal stille informationerne til rådighed, så skal det kunne læses i samme computerprogram. Ellers risikerer vi, at et serviceværksted skal råde over 50 forskellige computerprogrammer, og lære sig at manøvrere i dem alle. Det er ikke hensigtsmæssigt og derfor forsøger vi fra Dansk Maskinhandlerforening gennem vores medlemskab af det europæiske Climmar at påvirke implementeringen af den nye forordning, fortæller Klaus Nissen.