Der er nu sat navn på stillingen som chef for
Landdistrikternes Fællesråds sekretariat i Egtved.
Det bliver den 50-årige Allan Andersen, som kommer
fra en stilling i Dansk Transport og Logistik, hvor han har siddet som
kontorchef i de seneste tre år. Han kender dog Landdistrikternes Fællesråd
ganske godt, idet han har beskæftiget sig indgående med landdistriktsudvikling
i flere år, oplyser Landdistrikternes Fællesråd.
- Allan Andersen har en både stor og bred
ledelseserfaring, mange relevante organisatoriske kompetencer, et indgående
kendskab til landdistrikternes udfordringer og ikke mindst et brændende
engagement. Vi har i bestyrelsen fuld tillid til, at Allan Andersen kan videreudvikle organisationen, og sikre at vores 2020-strategi bliver implementeret,
lyder det fra formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.
Allan Andersen overtager jobbet efter den mangeårige
sekretariatschef Kirsten Bruun, som har valgt at træde et skridt tilbage og
fortsætte som seniorkonsulent i organisationen.