Grindsted Landbrugsskole har sat sig for at lære unge mellem 13-16 år, hvordan de ikke kommer til skade.
Hos Grindsted
Landbrugsskole har de fået positive tilbagemeldinger fra forældrene til de
tidligere års kursister.
- Jeg har talt med
en del forældre, som har haft deres børn på tidligere års Sikkerhedskurser. De
fortæller, at rollerne efterfølgende er byttet om hjemme på gården. Nu er det
den unge, der vejleder forældrene i, hvordan det er mest forsvarligt og sikkert
at udføre opgaverne. Det er jo sjovt for os at få at vide, og det viser, at
vores kurser flytter noget hos de unge, siger Poul Thomsen, lærer på
Grindsted Landbrugsskole og ansvarlig for Sikkerhedskurset.
Skudt ned af
jernstang
Mike Erikstrup
kommer forbi kurset for at fortælle sin historie til de unge landmandsspirer.
Han er 22 år gammel og under sit arbejde på en gård, kom han alvorligt til
skade med sit hoved under en arbejdsulykke.
- Jeg fik en
jernstang direkte i hovedet, da jeg var ved at ordne et foderanlæg, som havde
sat sig fast. Ulykken har haft store konsekvenser for mig. Jeg husker dårligt
og har kronisk hovedpine. Hvis jeg laver fysisk arbejde, så får jeg endnu mere
hovedpine, fortæller Mike Erikstrup, som med sin historie gerne vil hjælpe de
unge med at tænke sig om en ekstra gang i forhold til at passe på sig selv.
- Jeg vil gerne
dele min dyrekøbte erfaring med andre unge. Jeg har altid været vildt aktiv og
var aldrig bange for noget. Men på grund af uopmærksomhed, så gik det galt.
Derfor er mit budskab til de unge, at de skal ned i tempo og koncentrere sig om
at gøre tingene rigtigt og huske på, at sikkerheden er meget vigtig. Det kan
altså også ske for dig, hvis ikke du tager sikkerheden alvorligt, slutter
Mike Erikstrup.
Beskyttelsesbriller
er hot
Arbejdsmiljø-
& HR-konsulent Hans Jürgen Detlefsen fra LandboUngdom, skal tage de unge
kursister gennem et forløb, hvor de får redskaber til at skærpe opmærksomheden
på, hvordan de kan forebygge arbejdsulykker.
”De unge skal
hele tiden være bevidste om, hvad det er, der kan udløse en farlig situation.
Jeg vil gerne have dem til at tænke på sikkerhed som noget sejt. For eksempel,
at den der bruger værnemidler er sej – den der ikke gør, er det ikke. Alle kan
være uheldige at komme ud for en skade, men den der tænker sig om og vurderer
de opgaver, man skal lave har en langt større chance for at komme hjem uden
skader,” fortæller Hans Jürgen Detlefsen.
Teori og meget
praksis
På kurset kommer
de unge til at prøve kræfter med masser af praktiske øvelser fra landbruget,
som for eksempel at lægge grime på en ko, forskellige løft, de lærer at flytte
dyr, sætte PTO aksel på traktor, skifter hjul på en vogn, korrekt anvendelse af
værktøj og rigtig påklædning. Undervisningen veksler mellem teori og praksis,
så de unge på kurset ved selvsyn kan afprøve de sikkerhedsmæssige korrekte
arbejdsgange.
Kurset er henvendt til unge mellem 13 - 16 år, og det gælder både drenge
og piger. Man kan tilmelde sig kurset ved at kontakte Grindsted Landbrugsskole.