Traditionen tro vrimler nyhedsbilledet idag 1. april med falske, løjerlige historier. I landbrugsverdenen er det ingen undtagelse.
Det er 1. april i dag, og derfor også tid for diverse kommunikationsfolk til at forsøge at gøre sig morsomme med falske historier.
I landbrugsverdenen er det ingen undtagelse.
Hos Seges forsøger man sig med historien om, at der 1. april 2018 træder et nyt EU-direktiv i kraft. Direktivet går ud på, at økologiske producenter skal dokumentere, hvor mange skridt dyrene tager.
- Vi ved jo, at motion og bevægelse er godt for os mennesker, og nu vil man så have dokumentation for, at de økologiske dyr også bevæger sig. Fagfolk fortæller, at man begynder med får, dernæst kommer svin, kvæg og aquakultur i form af fisk, lød det fra Seges, der havde valgt at vedhæfte nyheden med en video for at give den mere troværdighed.
Minkkød
Hos Kopenhagen Fur bliver 1. april markeret med historien om, at kokken, Andreas Pihl-Jensen, har kastet appetitten over minkkød, som en videreudvikling af nyt nordisk køkken.
- Genopdagelsen af det nordiske køkken tager udgangspunkt i at bruge lokale råvarer. Jeg er opvokset som nabo til en minkfarm og har hjulpet til i pelstid. Det fik mig til at tænke over, hvordan minkkød kunne blive en del af vores madvaner, sagde Andreas Pihl-Jensen angiveligt til Kopenhagen Fur.
Sex-drikkeyoghurt
Hos det landmands-ejede Arla kommer man med historien om den nye drikkeyoghurt, som man har lanceret, der kvikker op efter sex.
Hos Landbrugsavisen lagde man fra morgenstunden 1. april en lang artikel på sin hjemmeside om en ny GPS, der sladrer om landmænd direkte til NaturErhvervstyrelsen, og hvor landmanden kan følge de støttetræk, han måtte få, direkte fra sin traktor.
Det er dog ikke kun kommunikationsfolk og journalister, der i dag fejrer 1. april. SF-formand Pia Olsen Dyhr har på Twitter her til formiddag således breaket nyheden om, at hun bliver ny direktør i Bæredygtigt Landbrug, fordi de ønsker at satse på et miljørigtigt bæredygtigt landbrug.