Udsigt til mere åbenhed omkring overimplementering
Ifølge Altinget.dk bakker Enhedslisten op om et forslag fra blå blok som skal sikre større åbenhed om EU-regler, der indarbejdes i dansk lov
I dag behandles et beslutningsforslag fra de borgerlige partier i Folketingssalen, hvor de kræver større åbenhed omkring de EU-regler, der indarbejdes i dansk lov.
De borgerlige kræver mere klarhed om, hvornår lovforslag, der udmønter EU-regler, går længere, end hvad der er aftalt i Bruxelles. Og ikke mindst, hvad det koster, når Danmark går foran. Forslaget møder nu ifølge Altinget.dk opbakning fra Enhedslisten, og dermed er regeringspartierne, der ikke støtter forslaget, nu pludselig bragt i mindretal.
- Det er vigtigt, at der er en god information til Folketinget, så vi ved, hvordan regeringen har tænkt sig at implementere lovgivningen. Den information, vi får i dag, er ikke altid tilfredsstillende. Det håber jeg, at forslaget kan rette op på, siger Nikolaj Villumsen, EU-ordfører i Enhedslisten til Altinget.dk.
Fra Landbrug & Fødevarer bliver meldingen om, at der nu er flertal for blå bloks beslutningsforslag mødt med stor glæde.
- Det er en kæmpe sejr for os. Vi har jo arbejdet med det her begreb »overimplementering« i flere år, siger Lone Saaby, erhvervspolitisk direktør i Landbrug & Fødevarer til Effektivt Landbrug.
Læs mere om sagen i fredagens udgave af Effektivt Landbrug.