130 kinesiske enebørn skal samarbejde

Medarbejderne på den danske Scandinavian Farms i Kina er alle opvokset som enebørn

- Hvis du ved noget i Kina, så har du magt.

- Fortæller du noget, mister du magt og betydning. Derfor døjer vi med at vores cirka 130 kinesiske medarbejdere ikke altid vil videregive informationer til hinanden.

- For eksempel har vores nyansatte medarbejdere kunnet finde på at lukke et stort hold søer ud i staldens gangområde, uden at de gav nogen besked herom. For så mistede de selv viden og dermed magt.

Det fortæller Jørgen Lindberg, som er direktør for den store og foreløbig eneste danske svinefarm i Kina, Scandinavian Farms, nord for Shanghai.

Han ser de kinesiske medarbejders mentalitet som en stor udfordring.

- De er stort set alle enebørn. Prøv at få 130 enebørn til at samarbejde og tage hensyn. Det kan godt være svært.

Det går planmæssigt

Jørgen Lindberg har siden april 2012 været daglig chef på den danskejede Scandinavian Farms, og han har tidligere selv været svineproducent i Danmark.

Onsdag i denne uge fortalte han 120 medlemmer i foreningen Danish Farmers Abroad ved en konference i Brædstrup om status på opbygningen af den store svinefarm i Kina.

Danish Farmers Abroad besøgte for to år siden på en studietur Jørgen Lindberg på den dengang nystartede farm i Kina.

- Generelt går det planmæssigt fremad med både staldbyggeri og opbygning af SPF-besætningen efter dansk standard, fortæller han.

- Afsætningen af vores slagtesvin hjælper kineserne selv med til at skabe med deres endeløse madskandaler. Senest for få uger siden hvor et parti kadaver fra døde grise med hjælp fra lidt kemi blev solgt som tørret oksekød.

Målet er derfor i al sin enkelthed at opbygge en komplet svinekødproducerende enhed – foreløbig med avls- og slagtesvinebesætning samt egen fodermølle. På sigt måske også eget slagteri med kødbearbejdning.

Svin fra Danmark

I 2010 blev et øde jordareal på en halvø ud til Det Gule Hav lejet. Området bliver primært brugt til saltindvinding. Efter at have fået de nødvendige tilladelser startede staldbyggeriet i 2012, og i januar 2013 ankom med fly omkring 600 SPF-galte fra Danmark.

- Det var faktisk en bedrift i sig selv at få de nødvendige tilladelser til at importere levende svin fra Danmark, fortæller Jørgen Lindberg. Da dyrene endelig ankom, blev de behandlet på linje med livsfarligt atomaffald.

- Seks motorveje blev lukket i transporten af dyrene fra lufthavnen til vores stalde, og det forgik med blå blink og politieskorte. Derefter skulle svinene være i total isolation i 45 dage, hvor vores personale var spærret inde sammen med svinene.

Indkøringen gik planmæssigt, og i november 2013 kunne de første slagtesvin leveres til slagteri.

Medio 2015 vil der være 5.000 søer og en årlig produktion af 135.000 slagtesvin, samt 1.600 søer på avlsfarmen. Og produktionsresultaterne i staldene ligger generelt på dansk niveau.

Tilladelser altafgørende

- Tilladelser og godkendelser til alt muligt er det mest tidskrævende i mit arbejde, fortæller Jørgen Lindberg.

Her er det afgørende at kende de rigtige og betydningsfulde personer i lokalsamfundet og regionen.

- Jeg har fået opbygget et sådant netværk af indflydelsesrige personer og sørger for med passende mellemrum at besøge dem eller tag ud at spise med dem en aften. Det er altafgørende.

- For eksempel fik vi i forbindelse med etablering af et gylleanlæg besked om, at et eksperthold ville besigtige anlægget, før godkendelse kunne gives. Såkaldte eksperter er det værste at få besøg af, da det er lokale embedsmænd uden skygge af faglig indsigt.

- Under rundgangen med dette eksperthold stillede en midaldrende dame blandt andet et krav om etablering af dysser over de kommende gylle-overflader. Disse dysser skulle udsprøjte parfume over gyllen, da den efter hendes opfattelse havde en grim lugt.

- En anden ekspert spurgte til destruktion af døde dyr, og var tilfreds med at disse blev brændt. Men han nedlagde forbud mod afbrændig af søernes efterbyrd, da denne var en delikatesse for kineserne at spise.

Til sidst måtte Jørgen Lindberg stoppe ekspertholdet i deres fantasifulde krav og ringe til en lokal bekendt, der var indflydelsesrig politiker. Han talte kort med ekspertholdet i telefonen, og et øjeblik efter lå godkendelsen underskrevet uden særlige krav.

Udbredt korruption

Tidskrævende er det også at få selv mindre godkendelser igennem det tunge bureaukati.

- Typisk skal embedsmænd i en ende af byen sætte deres underskrift. Derefter skal der påklæbes frimærker, som kun kan fås i den anden ende af byen. Og det kan være et held at træffe de rette medarbejdere på deres kontor, fortæller Jørgen Lindberg.

Korruption er stadigvæk udbredt i Kina - dog er det for nedafgående.

- Men det er velkendt, at vi og andre udenlandske firmaer absolut intet betaler under bordet, og derfor ofte må tåle et par måneders ekstra forsinkelse af godkendelser.

Alt leveres i små sække

Det er ikke svært at skaffe råvarer til farmens fodermølle eller medicin til vaccinationsprogrammet.

- Men i Kina leveres alt i mindre sække, fortæller Jørgen Lindberg. Også korn, majs og lignende grovvarer. Det er dog med stort besvær lykkedes os at få nogen leveringer som løs vægt, og vi er faktisk de eneste i området, der har en vogn med tiplad. Al læsning og aflæsning foregår ellers med en tre til fire kinesere op på vognen til at bære sække.

- Vi ansætter kun kinesiske medarbejdere, som aldrig har set en gris før. De såkaldte landbrugsuddannede kinesere har udelukkende gået på universitet og har helt ubrugelige holdninger til praktisk arbejde.

- Efter ansættelsen får de et kort, grundlæggende kursus og oplæres så af den enkelte leder i den pågældende stald.

Medarbejderne arbejder i staldene i 21 dage og har derefter en uge fri.

- I arbejdsperioden må de ikke forlade vores staldområde af hensyn til smittefaren, siger Jørgen Lindberg. Vi har vagter rundt om farmen, som sikrer, at ingen kommer ind eller ud.

- Derfor har medarbejderne gode indkvarteringsforhold, får fuld forplejning og fritidsaktiviteter inden for staldområdet. Der er typisk stor tilfredshed med en samlet friuge, der ofte opfattes som en ferie. I Kina har man ellers kun 11 dages årlig ferie.

Højeste biosecurity

I modsætning til Østeuropa forekommer der meget lidt tyveri fra farmen.

- Alt straffes hårdt i Kina – også tyveri. En chauffør, som besøgte en af vores samarbejdspartnere, tog en projektor i et mødelokale. Det blev til to et halvt års fængsel. Og kinesiske fængsler er ikke en fornøjelse at opholde sig i. En anden ansat, har en svoger, der fik begyndt en slåskamp – det kostede mere end tre år i fængsel.

Biosecurity på Scandinavian Farms er naturligvis på højeste niveau.

- Vi har stort set alle sygdomme omkring os, fortæller Jørgen Lindberg. Mund-og-klovsyge er ekstremt voldsomt, og der kommer nye varianter til hele tiden. Denne sygdom samt svinepest er der lovkrav om at vaccinerer mod. Ofte undlader kineserne det dog, og rigtig mange har en gris eller to gående i baghaven.

- Disse backyard-svin blandes konstant på markeder og med brug af fælles orne.

- Vi henter noget af vores medicin hjem fra Europa. Al medicin kan skaffes i Kina til ingen penge, men indholdet er ikke til at stole på. Generelt har vi på Scandinavian Farms et ekstremt lavt medicinforbrug og vi følger dansk lovgivning på området.

Dyrt foder

I modsætning til medicin er foder forholdsvis dyrt.

- Hvede koster omkring 2.550 kr./ton, soja omkring 3.700 kr./ton, mens byg kan fås til 2.100 kr./ton. Så foderomkostningerne er høje.

Til gengæld er afregningen af slagtesvinene fra de aftagende slagterier tilsvarende højere end i Europa.

- I de gode tider 2011-12 blev der bygget alt for mange nye slagterier, der nu har en enorm overkapacitet. De vil alle meget gerne have vores ens slagtesvin af høj kvalitet og betaler godt for det, slutter Jørgen Lindberg.

Læs også