Både Syngenta og KWS forventer sig meget af kommende maltbygsorter, og regner med at have dem på banen senest i 2016
Maltbyggen Quench fra Syngenta har gennem flere år været
malteriernes foretrukne -og derfor længe været den mest anvendte sort til
maltbyg.
- Malterierne kender Quench, og lad os bare sige det, som
det er. Vi har at gøre med et lidt konservativt marked, så der bliver ikke
skiftet maltbyg-sort, før end det er yderst nødvendigt, siger seniorkonsulent
ved Patriotisk Selskab, Rune Munch-Andersen.
- Der er dog efterhånden ved at komme andre sorter på
markedet, hvor udbyttet er højere. For eksempel har vi Irina fra KWS, der giver
cirka fire procent højere udbytter end Quench, og også Syngentas Sanette ligger
på samme niveau, lyder det fra Rune Munch-Andersen.
Han anbefaler dog, at man har sikret sig
afsætningsmuligheder, inden valg af nyere sorter.
Sanette - en værdig afløser
Henrik Ryberg fra Syngenta bakker op om Rune
Munch-Andersens betragtninger.
- Vi regner med, at Sanette bliver en værdig afløser for
Quench. Forhåbentlig bliver det den store sort i 2016, siger han.
Sanette, der er godkendt i Frankrig, England og Danmark.
- Vi venter stadig på godkendelse fra Tyskland, siger
Henrik Ryberg.
- Tyskland er så store maltopkøbere, at de bliver nødt til
at være med, før end vi kan satse 100 procent på en sort, forklarer Henrik
Ryberg.
DLA Agro udlægger over 3.000 hektar med Sanette i den
kommende sæson, hvilket er en klar indikation af, at generationsskiftet mellem
sorterne er lige på trapperne.
Konservativt marked
Henrik Ryberg anbefaler dog stadig, at man vælger en
afsætningssikker maltbygsort til kommende sæson, og her er Quench og Propino oplagte
valg.
- Markedet er en kende trægt, og jeg vil derfor anbefale,
at man holder sig på den sikre side, siger han.
- Så snart, vi er sikre på malterierne, og det regner jeg
med, at vi er fra 2016, så er Sanette en fantastisk afløser. Sorten ligger tre
til fire procent højere rent udbyttemæssigt, det er et kort strå, der er nemt
og hurtigt at høste, stabiliteten er den samme som hos Quench, ligesom Sanette
har forbedringer på sundhed, pointerer Henrik Ryberg.
Han fortæller desuden, at Syngenta har et hav af andre nye
maltbygsorter på vej, som vil præge markedet fremover. Herunder sorten SY 412
-328 og de højtydende foderbygsorter Scholar, Shada og Melius.
KWS Irina er i gang
Morten Haastrup fra KWS er ikke enig med Henrik Ryberg i,
at det sikreste er at holde sig til de gamle kendte sorter i det kommende år.
- Sorten Irina har allerede positive tilkendegivelser fra
de større lande, der alle ønsker at arbejde videre med sorten, fortæller Morten
Haastrup.
- Faktisk er den listet som den eneste af de nye sorter i
det franske program for maltbygsorter (CBMO). Så vi er langt fremme i markedet,
understreger Morten Haastrup, der forventer større arealer med KWS Irina på de
væsentligste markeder for maltbyg allerede i 2015.
- Vi har således at gøre med en ny og meget højtydende
maltbygsort med internationalt anerkendte maltegenskaber, understreger han.
Ifølge KWS har Irina, ud over et stabilt og højt udbytte,
også en god resistenspakke.
- Især over for bladplet er den helt i særklasse,
garanterer Morten Haastrup, der også står inde for, at Irina har markedets
bedste stråegenskaber med et kort strå med særdeles god stråstyrke og meget
lille tendens til nedknækning.
Kontrakterne er sikrede
DLG er i gang med at skrive kontrakter på KWS Irina, og
Morten Haastrup vurderer ikke, at den bliver svær at komme af med.
- KWS Irina er fuldt accepteret af alle store malterier
som Soufflet, Malteurop, Boortmalt, Global Malt, Getreide Malt, og Advangard,
siger han.
Så skulle man have lyst til at dyrke maltbyggen uden
kontrakt, er det ikke noget, der afskrækker ham.
- Man løber ikke den store risiko, da jeg er overbevist
om, at man vil kunne afsætte bredt efter næste høst, forsikrer han.
- Skulle byggen blive kasseret, er udbyttet så højt, at
den stadig med fordel vil kunne bruges til foderbyg, så jeg synes ikke, at der
er meget at betænke sig på, siger Morten Haastrup.