- Agriventure er på vej med nye typer af praktikrejser tilpasset de selvhjulpne, fortæller den engelske chef Bryan Lovegrove
- Vores vigtigste opgave er fortsat at sende unge landmænd
på et sikkert, velforberedt landbrugspraktikophold i et oversøisk land med
lokal backup, hvis noget skulle gå galt, fastslår Bryan Lovegrove.
Han er øverste chef for den oprindeligt danske
organisation, Agriventure, som i dag har hovedkontor i Melton Mowbray i
Leicestershire i England.
- Men vi må samtidig erkende, at mange unge i dag allerede
er flittigt rejsende og selv kan lave aftaler både i USA og New Zealand. Så
vores opgave er blevet en anden og mere forskellig fra person til person.
- Vi må også erkende, at de attraktive farme nu ser sig
mere som business og mindre som familieorienterede. Så det familiære homestay
er sværere at finde og mindre efterspurgt.
Bryan Lovegrove kan derfor præsentere både nye
individuelle tilbud inden for work-and-travel og en række nye ideer til tilbud,
som skal forny det 50 år gamle koncept om sikker praktik i udlandet for unge
landmænd.
Og dermed også forny og booste udvekslingsorganisationen
Agriventure og dens følgeorganisation IAEA.
Toppede i 80’erne
Bryan Lovegrove lægger ikke skjul på, at antallet af
såkaldte traniees af unge landmænd fra Nordeuropa, som skal ekspederes i
praktik i typisk Australien, New Zealand, Canada og USA har været konstant
faldende i de senere år.
- I indeværende år kommer vi nok ud med omkring 300
traniees for alle lande, som er med i Agriventure. Det tal var langt større i
1980’erne og 1990’erne, som var den mest travle periode for organisationen.
Det var den danske landmand Hans H. Kristensen, som
tilbage i midten af 1960’erne var en vovehals, der på egen hånd fik sparet
sammen til en meget dyr flybillet til USA og selv derovre fandt frem til en
svinebedrift, som ville ansætte ham et års tid.
Det gik ikke godt.
Efter ret kort tid ville Hans H. Kristensen væk fra
urimelige arbejdsforhold. Han fandt en kvægfamilie og fik et enestående godt og
familiært ophold. Efter hjemkomsten besluttede han at hjælpe andre unge
landmænd med at få gode praktikophold i udlandet, og det har nu i 50 år været
grundkonceptet for den nu globale organisation.
- De første år lejede Hans H. Kristensen simpelthen et fly
og droppede de unge af, hvor de skulle i praktik. Det var Hans hele vejen
igennem, fortæller Bryan Lovegrove.
- Men i 1985 var organisationen vokset over Hans’ formåen
og blev skilt ud som en selvstændig organisation med navnet IAEA. Og for få år
siden blev dette navn forbeholdt alene til foreningen af de hjemvendte traniees
og udrejseorganisationen fik navnet Agriventure.
Nye, fleksible tilbud
Som sagt er det oprindelige farmplacement-koncept i fuld
gang med at blive suppleret med nye fleksible tilbud.
- Det er i første omgang en liste over tilbud til de unge,
som selv ordner flybilletter, visum eller arbejdsophold. De kan plukke den
støtte fra vores erfarne folk, som de nu har brug for, fortæller Bryan
Lovegrove.
- Vi kalder det Indie-programs og er allerede blevet meget
populært.
Men skal work-and-travel kun være for unge? Og kun for unge
landmænd?
- For os er det stadig ja – vi ser os som en
landbrugsorganisation. Men vi overvejer tilbud også for andre aldersgrupper.
Han nævner en stigende interesse for korte arbejdsophold
med kost og logi men uden løn.
- For eksempel vil man måske rejse over Canada fra kyst
til kyst på den måde. Eller USA, New Zealand med videre. Det arbejder vi på
snart at kunne tilbyde.
Studieture og skolesamarbejde
Udfordringen er ofte at få visum til at arbejde i et land
– i kort eller lang tid. Flere lande beskytter der egen arbejdskraft og giver
ikke umiddelbart lov til at man kommer og optager en arbejdsplads.
- Et andet tilbud, som vi arbejder med, er studieture og
netværk for forældre, som har deres unge på ophold i udlandet. For eksempel
ture New Zealand rundt med besøg blandt andet på den unges arbejdsplads.
- Vi tilbyder nu også farm-placements i hjemlandet – altså
uden at rejse til udlandet. Vi har jo allerede et netværk af gode
praktiksteder.
Endelig nævner Bryan Lovegrove direkte samarbejde med
landbrugs- og erhvervsskoler om at varetage skolens udsending af elever i
praktik worldwide. Det er allerede i gang i England og kunne fint tænkes også i
Danmark.
Så den engelske chef ser mange opgaver for Agriventure
også de kommende 50 år.