Arla berørt af russisk forbud

Russisk importforbud har fuld effekt på Arla Foods’ eksport, og Arla kan derfor ikke eksportere varer til Rusland.

Som en konsekvens af det russiske importforbud mod fødevarer fra EU og USA har de Arla-mejerier, der fremstiller produkter til Rusland, nu stoppet den produktion eller, hvor det er muligt, omlagt produktionen til andre produkter til andre markeder. Arlas eksport til Rusland har en værdi  af 135 millioner Euro og udgør cirka 1 procent af koncernens samlede omsætning.

 - ’Vores fokus lige nu er at sikre lønsomheden på vores ejeres mælk ved at omlægge vores produktion til andre produkter, som vi kan sælge på andre markeder,’ siger Peder Tuborgh, adm. direktør i Arla Foods.


 Rusland er et vigtigt vækstmarked i Arla Foods’ strategi, og stategisk er dette et skridt tilbage.


 - Det er for tidligt at sige, hvorvidt det er et kort- eller langsigtet tilbageskridt. Men vi har investeret langsigtet i mærkevarer, distribution og kunderelationer i Rusland, og vi håber naturligvis, at vi kan få vores produkter tilbage på det russiske marked så hurtigt som muligt,’ siger Peder Tuborgh.


 Det er hovedsageligt Arlas danske mejerier, der er berørte af forbuddet. Det drejer sig om mejerierne Holstebro Mejeri, Holstebro Flødeost, Nr. Vium, Taulov, Troldhede, Kruså, Bislev, Rødkærsbro og Høgelund. I Sverige har Götene en mindre eksport til Rusland.


 - Jeg kan ikke garantere, at situationen ikke vil berøre jobs i vores produktion. Vi vil selfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at minimere konsekvenserne for vores kolleger på de ramte mejerier. Så snart vi har et klart overblik, vil folk få at vide, hvad planen er for deres mejeri,’ siger Lars Dalsgaard, ansvarlig for den globale produktion i Arla Foods.


 

I år startede Arla en lokal produktion af gul ost i Kalach i det sydvestlige Rusland. Produktionen her er ikke ramt af forbuddet.

Læs også