Fødevarestyrelsen Veterinærrejsehold fandt ved et kontrolbesøg den 4. juni 50 kg ulovlig medicin i en svinebesætning ved Viborg.

Prøver viser nu, at der som ventet var tale om en særlig type tetracyklin, der ikke er godkendt i Danmark. Det oplyser Fødevarestyrelsen, som samtidig kan fortælle, at den ulovlige medicin efterfølgende er fundet hos fem besætninger med samme ejer.

- Veterinærrejseholdet har desuden kontrolleret yderligere fem besætninger med tæt kontakt til de oprindelige seks besætninger. Foreløbigt er den særlige type tetracyklin fundet i prøver af foder og vand fra to af besætningerne, mens svaret fra de sidste tre afventes, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Per Henriksen kalder fundene bekymrende:

- Det er bekymrende, at enkelte svineproducenter kan opføre sig så uansvarligt. De risikerer at bringe fødevaresikkerheden og den danske svineeksport i fare, når de gambler med ulovlig import af medicin. Antibiotika skal kun bruges til dyr, når de er syge – og kun med en dyrlæge involveret. Jeg er derfor tilfreds med, at vi hurtigt har fået inddæmmet problemet og fået sagen under kontrol.

Fødevarestyrelsen har nedlagt forbud mod, at der i en periode flyttes dyr til slagtning fra de 11 besætninger. Det gælder dermed også de tre besætninger, hvor man stadigvæk afventer prøvesvar.

Det vurderes, at sagen ikke vil omfatte flere besætninger.