En del af de væltede træer efter sidste års storme skal blive, hvor de er til gavn for biodiversiteten
De to storme, der susede over Danmark i oktober og
december sidste år, var skyld i mange væltede træer.
Men det er langt fra alle træer, der vil blive fjernet.
Det oplyser Naturstyrelsen.
- Når vi lader væltede træer og knuste trædele ligge i
skovbunden, skaber det nye levesteder for larver, biller og andre smådyr.
Derfor hiver vi heller ikke alt træ ud af skovene. Noget går til produktion – og
noget lader vi blive i naturen, siger skovrider i Naturstyrelsens driftscenter
Ole Livbjerg Klitgaard på styrelsens hjemmeside.
Hos Naturstyrelsen peger man på, at de liggende træer langsomt
vil gå i forrådnelse. Og i den proces bliver de gode levesteder for svampe og
et spisested for insekter og fugle.
Naturstyrelsen lader, hvad der svarer til tre til fem
træer per hektar ligge til fordel for biodiversiteten.
Ifølge Naturstyrelsen væltede der over en million
kubikmeter træ i forbindelse med de to storme. Naturstyrelsens skovareal er på 110.000
hektar. Det svarer til cirka 20 procent af Danmarks samlede
skovareal.