Torsdag eftermiddag afgør Stormrådet, om der skal erklæres stormfald i skovene efter de sidste to kraftige storme
En med spænding imødeset afgørelse falder sidst på
eftermiddagen torsdag.
Stormrådet kommer nemlig således med sin afgørelse om,
hvorvidt der skal erklæres stormfald efter de to kraftige storme, som hærgede landet i slutningen af sidste år.
Den første storm fandt sted 28. oktober. Den anden storm
fandt sted 6. november. Begge storme foranledigede kraftige skader på de danske
skove.
Ifølge Rasmus Willumsen, skovfoged/skov- og
landskabsingeniør i HedeDanmark, er der tale om en særdeles vigtig afgørelse
for skovejerne i eftermiddag. Bliver der ikke erklæret stormfald, kan skovejerne
ikke få udbetalt forsikring for de forsikringer, som de har tegnet mod netop
stormfald.
- For mange er det her knald eller fald. For hvis du
eksempelvis står og har fået væltet 20 hektar i en skov på 50 hektar, så står
du med 20 hektar, hvor noget af træet er ødelagt. Det kan være knækket og
dermed være mindre værd. Og det er dyrere at få ryddet op, fordi det ligger som
et mikadospil.
- Og at få genetableret 20 hektar kan også
likviditetsmæssig være noget af en udskrivning, siger Rasmus Willumsen.
Han forklarer, at skovene i flere år frem også er hårdt
mærket efter skaderne fra stormene. Man risikerer således at få nogle træer i
genetableringsfasen, der er så skrøbelige, at de vælter, når det på ny blæser.
Efter stormen 28. oktober afviste Stormrådet at erklære
stormfald. Dette medførte voldsom kritik fra skovejerne. Denne gang er
forventningen dog, at Stormrådet erklærer stormfald. I hvert fald for Midt- og
Vestjylland, fortæller Rasmus Willumsen.
Klokken 14 torsdag mødes Stormrådet. Afgørelsen ventes at
være faldet ved 16-17 tiden.