Der stilles skarpt på fremtidens EU-støtte og på de økonomiske konsekvenser af den nye landbrugsreform på Plantekongressen i januar.
Plantekongres 2014, som holdes den 14.-15. januar 2014 i
Herning Kongrescenter, byder på 88 sessioner om planteproduktion, miljø, natur
og planlægning i det åbne land. Der er 160 indlæg af dygtige foredragsholdere,
som fortæller om de nyeste forskningsresultater, erfaringer fra praksis og
giver oplæg til debat.
Tidligere kongresdeltagere stemte i sommeren 2013 om årets
særlige tema. Det faldt på »EU og dansk planteproduktion«, som har fået fire
selvstændige sessioner, hvor der stilles skarpt på fremtidens EU-støtte, på de
økonomiske konsekvenser af reformen og på grønning.
Desuden debatteres, om der er tale om dansk
overimplementering.
Blandt andre af de 20 temaer temaer kan nævnes frø,
teknik, natur, miljø, biologi,
planteværn, bioenergi og økologi, så der skulle være muligt for alle,
uanset om man er landmand, rådgiver, natur- og miljøkonsulent, underviser,
studerende eller andet at sammensætte et godt personligt program. Kongressen
får besøg af ti udenlandske indlægsholdere fra blandt andet Tyskland,
Storbritannien, Canada og Sverige.
Sidst men ikke mindst, ifølge Videncentret for Landbrug,
er der »skæve« sessioner, som altid er et hit blandt kongresdeltagerne. Denne
gang for eksempel »Topchefernes 10 vigtigste værktøjer« med Niels Lunde,
chefredaktør for Børsen eller »Sådan ændrer du noget i verden, hvis du tør med
forfatter og iværksætter Michelle Hviid.
Kongressen har en
facebookside, hvor der løbende kommer nyheder,
og hvor alle er velkomne til at kommentere og komme med forslag til kongressen.