Salmonella Dublin forhindrer ophold på kviehotel

På Bakkegaard ved Ejby må kostalden udvides, da Salmonella Dublin forhindrer, at kvierne kan flyttes på kviehotel

Den 15. juli trådte en ny bekendtgørelse for Salmonella Dublin i kraft. Bekendtgørelsen er en del af tredje og sidste fase i den nationale salmonellahandlingsplan, som skal gøre danske kvægbesætninger fri for salmonella i 2016, og bekendtgørelsen omfatter bestemmelser om henholdsvis regionalisering og obligatorisk salmonellabekæmpelse.

Regionaliseringen indebærer, at landet er blevet opdelt i områder med lav forekomst og områder med høj forekomst for at beskytte de områder, hvor man allerede har bekæmpet smitten til et lavt niveau.

Det er derfor ikke lovligt at flytte kvæg fra områder med høj forekomst til områder med lav forekomst, og det rammer blandt andet mælkeproducent Claus Hansen, Bakkegaard ved Ejby på Fyn. Han er nu forhindret i at flytte sine kvier på kviehotel i Jylland, hvor de ellers har været indlogeret i vinterhalvåret i de seneste to år.

- Via anmeldeordningen har jeg i løbet af blot to måneder fået godkendelse til at forlænge kostalden med tre spær, hvilket i alt er 350 kvadratmeter, og godkendelsen lå klar lige omkring den første september, så vi kunne komme i gang, fortæller Claus Hansen.

Ved anmeldeordningen skal man ikke søge om ny miljøgodkendelse. Sagen skal blot i høring i fire uger, så i alt har godkendelsen blot krævet to måneders behandling ved kommunen.

Selv om det er den nye bekendtgørelse for Salmonella Dublin, der har givet det sidste skub til at få alle dyr samlet under ét tag på Bakkegaard, så har de ændrede krav til kælvningsbokse i Lov om hold af kvæg, der træder i kraft til næste år, også betydet et behov for udvidelse af stalden.

Læs mere om udvidelsen på Bakkegaard i Effektivt Landbrug onsdag.

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.

Læs også