Rullegardin i hønsegården

Hos Johan Eriksen i Skærbæk skal hønsene ikke jages ind om natten. De 12.000 høner finder selv ud af at opholde sig i en af tre klimazoner

- De brune høns er de mest sociale, og så er de bedre til at holde sig fuldfjerede, lyser det begejstret fra Johan Eriksen i Skærbæk.

Rundt omkring den sønderjyske ægproducent i de i alt 10,5 hektar store hønsegårde stimler de sociale dyr sammen - tilsyneladende i håbet om en smule opmærksomhed.

Racen er Lohman Light, og de økologiske æglæggerne er opdrættet hos Jørgen Lodberg i Holstebro. Herfra kommer hønsene 18 uger gamle for at tjene som æglæggere hos Johan Eriksen, der siden 1995 har været ægproducent.

Lang ansøgningstid

Johan Eriksen begyndte med 2.500 høner i 1995, udvidede i 2000 til 6.500 og igen i 2010 til de nuværende 12.000 æglæggende høns.

- Det er bedst hele tiden at have en ansøgning om udvidelse inde hos kommunen. Jeg har hørt, at det tager tre til syv år at få en ansøgning gennem systemet, og før man har det, kan man heller ikke få en aftale med Danæg om afsætningen, lyder taktikken om udvikling af bedriften.

Ifølge reglerne, og dermed også under den seneste udvidelse, skal der være fire kvadratmeter udeareal pr. dyr. Betingelsen er, at hønsene rundt omkring på arealet kan finde skjul, hvilket Johan Eriksen klarer med forskellige former for beplantninger.

- De 1,6 kilometer lange nethegn fra firmaet Pit Hegn er gravet 40 centimeter ned i jorden for at ræve ikke kan grave under. Samtidigt er det sikret med tre el-tråde, en tråd umiddelbart over jorden, en i 50 centimeters højde og en på toppen af det 180 centimeter høje hegn – alt sammen for at undgå, at rovdyr kan kravle under eller over. Nu overvejer jeg at lave et fårehegn udenom det hele og have nogle får gående til at holde græsset væk fra el-trådene rundt om hønsegården, forklarer Johan Eriksen.

90 procent æglægning

Johan Eriksen var blandt de første i Danmark, der forsøgte sig med etagesystemer fra Ladmeco til økologiske høns.

- Jeg har de 12.000 høner delt op i fire hold for at følge reglerne om maksimalt 3.000 høner i hvert hold. I 13 måneder lægger hønsene æg hver dag med en æglægningsprocent på 90. Herefter slagtes hønsene i en alder af 70 til 78 uger.

Ved den seneste udvidelse blev det godt 100 meter lange hønsehus udstyret med et manuelt styret rullegardin i hele den ene side. Huset er en slags to-klimastald, hvor æglæggerne inderst inde har rederne, hvor de lægger æggene. Herefter er der adgang til det overdækkede areal under taget gennem nogle udgangshuller på 50x80 centimeter. Længst ude under det lave tagskæg i cirka 1,5 meters højde er gardinarrangementet placeret og fungerer her som en slags klimasluse til udendørsarealet.

Manuelt rullegardin

Det er Sigfred Nielsen fra firmaet Rotor i Varde, der har leveret rullegardinet.

- Det fungerer næsten som i en kvægstald, blot ruller det op nedefra, når det er i et hønsehus, forklarer han.

Hos Johan Eriksen styres rullegardinet manuelt, men principielt kan det også monteres med et urværk, som åbner og lukker på bestemte tidspunkter.

- Her hos os styrer hønsene selv, hvor de vil være nat og dag. Det kommer helt af sig selv, så det er kun inde ved rederne, jeg styrer lyset, ellers klarer de selv at finde ud af, hvor de vil være, siger han.

God gødning

Produktionen hos Johan Eriksen er lige nu på 310.000 æg pr. måned. Han råder over eget pakkeri, og leverer til Danæg tre gange om ugen.

Udover ægproduktionen producerer Johan Eriksen også økologisk kartofler, hvilket betyder, han her i optagningssæsonen må have ekstra arbejdskraft.

To gange om ugen fjernes hønsemøget og køres hen til en gylletank, hvor der også tilføres økologisk kvæggylle.

- En blanding af kvæggylle og hønsemøg giver en helt perfekt gylle, som jeg kan bruge til kartoffeldyrkningen, siger Johan Eriksen.

Læs også