For at have den bedst mulige jord og dermed få et optimalt udbytte, er det en god idé at få taget jordprøver, opfordrer LMO
Med GPS-udstyr kan man som bekendt analysere stikprøver og
dermed klarlægge markens behov for næringsstoffer. En enkelt mark kan nemlig
have både god jord og dårlig jord.
Og det er der flere og flere landmænd, der får øjnene op
for, lyder det fra LMO.
- Det er vigtigt at have styr på, hvad der befinder sig
under jordoverfladen, for hver gang en mark bliver høstet, forsvinder der
næringsstoffer fra jorden. For at have den bedst mulige jord og dermed få et
optimalt udbytte, er det derfor en god idé at få taget jordprøver her til
efteråret. Det kan være dyrt for landmanden ikke at kende sin mark, fortæller
Ole Møller Hansen, planteavlschef i LMO.
Øger præcisionen
Hvis jorden mangler næringsstoffer påvirker det som
bekendt udbyttet og dermed landmandens økonomi.
Og fordi jord kan være så forskellig inden for få hundrede
meters afstand, er det meget svært at tilpasse eksempelvis gødning til jordens
behov, hvis man ikke får analyseret jorden og dermed kender forskellighederne.
- Med LMO’s GPS-jordbundsanalyse registrerer vi
forskellige punkter på marken meget præcist. Vi analyserer jorden og kan dermed
se, hvor på marken der skal tilsættes eksempelvis ekstra kalk, og hvor der ikke
skal, siger Ole Møller Hansen.
Konsulenten kører ud i marken på en ATV-motorcykel, og med
sit GPS-udstyr sørger han for at registrere prøver overalt på marken.
Efter analysering lægges oplysningerne ind på et kort,
hvorefter der kan laves en nøjagtig gødningsplan.
- I mange tilfælde kan landmanden spare en del penge på
eksempelvis gødning, fordi jorden ikke skal have lige meget over det hele. At
det samtidig er en gevinst for miljøet, kan vi alle kun være tilfredse med,
siger Ole Møller Hansen.